Veganske linsedunser

Som jeg skrev i næstsidste indlæg, har jeg hygget mig med at lave vegetarmadplan til FDF’s Landslejr til sommer. Linsedunser har jeg lavet i utallige versioner før. Denne portion har jeg gjort veganske, både af praktiske årsager, hvis man løber tør for æg og fordi at finde ud af, om æg virkelig er nødvendigt for sammenhængskraften (må man godt skrive det om mad? 😉 ) i dunserne.

Jeg kan afsløre, hvad veganerne for længst har luret, at æg ikke er nødvendigt. Tricket er at bruge linser, der koger ud eller simpelthen mose linserne/bønnerne lidt. Samtidig gør kikærtemel godt for at få sagerne til at hænge sammen, ligesom farsen har godt af at stå og trække lidt, inden man steger dunserne.

Jeg har lavet linsedunserne med rødbede og varme krydderier (gurkemeje og spidskommen), men de kan krydres på utallige måder, ligesom rødbeden kan skiftes ud med gulerod, revet squash eller noget fjerde. Med andre ord: Det er en basisopskrift, der i den grad kan varieres efter lyst og hvad man har af grøntsager og krydderier.

Linsedunser, opskrift til 10-12 stykker

  • 2 dl røde splitlinser – alternativt andre linser eller bønner, der bliver most lidt
  • 3 dl vand
  • ½ terning grøntsagsboullion, eller lidt Herbamare urtebouillon
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 løg (100 g), finthakket
  • ¾ dl kikærtemel (alternativt grahamsmel, men kikærtemel binder bedre)
  • 1 revet rødbede eller 1 revet gulerod (100 g)
  • Salt og peber
  • Lidt chili og andre krydderier efter lyst, fx 1 tsk gurkemeje og ½ tsk spidskommen og ½ tsk chilisovs
  • Olie til stegning
  • Evt. bredbladet persille

Skyl de røde linser godt. Kog linserne i ca. 15 minutter til de er møre med 3 dl vand og lidt grøntsagsbouillon. Bland linserne med resten af ingredienserne – hold lidt af melet tilbage og vurder konsistensen. Smag til med salt, peber og evt. andet krydderi og krydderurter (fx chili, frisk persille osv.) Æg kan evt. udelades, når det er røde linser, da de klistrer godt sammen – hvis du bruger æg, skal der lidt mere mel i. Konsistensen skal være som en fars. Lad farsen trække minimum 15 minutter, da den så hænger bedre sammen ved stegning.

Steg linsedunserne i olie ved middel varme, og prøv kun at vende dem én gang. Hvis linsedunserne opbevares køligt, kan de godt holde sig til frokosten næste dag.

På billedet har jeg serveret dem med en grønkålssalat med gulerod og peberfrugt samt sennepsvinaigrette.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar