Veganske bønnebøffer af sorte bønner

For et stykke tid siden lavede jeg en ordentlig portion bønnebuffer. Jeg holdt nemlig en lille fest, og havde sat hjemmelavede burgere på menuen. Med burgerboller af ølandshvede, mange slags tilbehør (guacemole, aioli, coleslaw, grøntsager, jalapeños, humus osv.). Og bønnebøffer, som selv en af mine kødelskende brødre måtte tilstå – helt uden pres eller spørgsmål – var ret gode. Så har jeg alligevel ramt lidt plet. 😉

Udover en masse tilbehør, bagte jeg den meget-lidt-helse-agtige brownie og lidt-mere-helseagtige jordbærispinde (disse, bare kun jordbær-delen) til dessert. Jeg havde også købt chips og peanuts samt skumfiduser til at grille, men vejret var desværre ikke til sidstnævnte, og førstnævnte blev der spist overraskende lidt af – jeg går ud fra, at det er fordi, mine gæster var blevet mætte.

Til at drikke havde jeg forsøgt mig med hjemmelavet ginger beer. Det smagte dejligt, men jeg skulle måske have forsøgt mig mere end en gang med det, for jeg kunne ikke få brus i. Til gengæld havde jeg brygget en hulens masse kombucha med lidt hyldeblomstsaft eller lidt kirsebærsaft (som jeg lavede i Sverige), som mine gæster kunne blande op med vodka, gin, rom eller bare danskvand efter behag. Et virkelig hyggeligt koncept.

Fest med marmeladeglas

Det var en mægtig hyggelig fest, så hyggelig, at jeg kun fik taget ét billede, og det før gæsterne ankom. Det forestiller de marmeladeglas, jeg havde pyntet med labels købt i Søstrene Grene og skrevet gæsternes navne på. Jeg har lææænge gemt på marmeladeglas netop til en sådan anledning, og udover det hyggelige i det, viste det sig også smart, fordi der ikke var tusind slatter rundt omkring i huset, da jeg skulle rydde op – for gæsterne drak op, inden de hældte mere i.

Boenneboef burger

Og så til en opskrift på bønnebøfferne. Veganske bønnebøffer skal selvfølgelig smage af lige så meget som de kødfulde af slagsen, hvorfor en god krydring samt lidt røget smag (her fra røget paprika) og umami (her fra sojasauce) er vigtigt. Jeg bruger “hørfrøslim” (hørfrø og vand) samt kikærtemel som bindemiddel i stedet for æg.

Opskriften er inspireret af Vanløseblues, men jeg har ændret hist og pist, hvorfor du får min udgave her.

Til cirka 6 store bøffer skal du bruge:

  • 1 dl brune ris (målt før kogning)
  • 125 g tørrede, sorte bønner (svarer ca. til 250 g efter kogning) – koges med lidt grøntsagsbouillon
  • 1 spsk hørfrø plus 3 spsk vand
  • 1/2 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød peber
  • 2 spsk kikærtemel
  • En håndfuld persille (koriander kan også bruges)
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk herbes de provence
  • 1/4 tsk røget paprika
  • 1 tsk sojasauce eller tamari
  • Ca. 2/3 til 1 tsk salt (brugt evt. også en knivspids sort salt – kala manak – der giver en lidt ægget smag) – smag til, hellere start med lidt og tilsæt mere, da sojasaucen også er salt
  • Friskkværnet peber
  • 1 spsk god ketchup (jeg brugte en fra Urtekram)
  • Olivenolie til stegning

Dagen før: Sæt bønnerne i blød i rigelig koldt vand. Sæt også gerne de brune ris i blød, det korter kogetiden og gør det nemmere for os at fordøje dem.

På dagen: Skyl bønnerne og kog dem i nyt vand med lidt urtebouillon efter anvisningen. Skyl og kog de brune ris.

Sæt hørfrø i blød i vand i mindst 10 minutter, så det bliver en slimet masse, der er perfekt i stedet for æg.

Er du den heldigvis indehaver af en foodprocessor, er det nu, den er god at hive frem. Ellers find en minihakker eller forbered dig på god tilmådighed ved skærebrættet og med en kartoffelmoser (til at mose bønner og ris) eller lignende.

Blend løg og hvidløg. Tilsæt de kogte bønner og kogte ris og blend igen. Tilsæt resten af ingredienserne – vendt med lidt af salten, og smag til. Blend kun lidt, så der stadig er konsistens i bønnebøfferne.

Lad massen hvile mindst 20 minutter, så den bliver god og sammenhængende. Form bønnefarsen til store, flade bøffer og steg i olivenolie på en pande ved godt medium varme. Vend dem helst kun en gang, så de bliver ved med at hænge godt sammen.

Server dem med guacemole, syltede rødløg, grøntsager eller andet lækkert i en god gang burgerboller.

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar