Veganaise – vegansk tomatsovs med linser

Til sommer skal jeg på Landslejr med FDF. FDF er en forening, jeg er født ind i, og på ingen måde kan slippe. Som teenager synes jeg, at det var det mest pinlige i verden at “skulle til spejder”. Udover at jeg i dag selv er blevet mere ligeglad med, hvad andre folk tænker, har jeg mødt flere, som synes, det lød ret fedt – og jeg er sjovt nok selv ret glad for det. Skulle det overraske dig, kære læser, handler det om mere end at lave bål og rende rundt i en skov, selvom jeg nu holder ret meget af begge dele. 😉

I øjeblikket laver jeg primært internationalt arbejde i FDF, der desværre ikke så ofte foregår i en skov. Jeg er tovholder for PR og kommunikation for FDF og KFUM og KFUK’s projekt “Minglabar Myanmar” – det samme projekt, som jeg var i praktik i i efteråret.

Der er mange ting, jeg holder enormt meget af ved FDF, og fællesskabet er det allervigtigste. Til gengæld er FDF ret klassiske hvad angår mad. Hvilket vil sige, at en kålelskende vegetar som jeg kunne se nogle udfordringer på Landslejren til sommer, hvor madplanen er masser af gris og ris. Derfor skrev jeg og spurgte ind til mulighederne for en krævende type som mig, og blev spurgt, om jeg ikke ville lave vegetar-madplanen for Landslejren. Selvfølgelig sagde jeg ja. 🙂 Udover at jeg synes, det er vildt sjovt at lave madplaner, er det jo ikke tosset at få lov at bestemme, hvad man skal have at spise.

Da prisen ikke skal være uendelig høj, har jeg lavet retter, hvor flere ingredienser går igen, og røde splitlinser og kikærter går igen som proteinfyldet i mange retter, så man ikke skal ud og købe tusindvis af linser, bønner og lignende.

Denne tomatsovs eller “veganaise” er en af retterne. Den er simpel, billig og dejlig, og kan nemt varieres med krydderurter og grøntsager.

Til to personer skal du bruge:

  • Lidt olivenolie
  • 400 g mosede, hakkede eller flåede tomater
  • 70 g tomatpure
  • 1 dl røde splitlinser
  • Lidt grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare svarende til 1/4 til 1/2 terning)
  • 1/2 løg (50 g)
  • 1 fed hvidløg
  • 1 gulerod eller en peberfrugt eller 1/2 squash eller 1/2 aubergine – skåret i små stykker
  • Tørrede eller friske krydderurter: Oregano og timian, evt. rosmarin, herbes de provence eller andet
  • Salt – vær forsigtig, der er meget salt i bouillon – og peber
  • 1 nip sukker
  • 1-2 dl vand
  • Evt. lidt rødvinseddike / rød balsamico

Hak løg og hvidløg fint og svits i olie i en gryde. Tilsæt tomatpure og lad det hygge sig et par minutter; det får bitterstofferne ud af tomatpureen. Skyl linserne godt. Tilsæt mosede/hakkede/flåede tomater og resten af ingredienserne. Vent med salt. Lad retten simre 20 minutter til linserne er kogt. Smag til. Kan eventuelt blendes, hvis du ønsker en tomatsovs uden synlige grøntsager og linser.

Server til pasta, squashgetti, ris, blomkålsris eller lignende og drys med en god gang gærflager (veganerens svar på ost) eller parmesan for en vegetarisk udgave.

Tomatsovsen kan sagtens fryses.

IMG_6433

Relateret indhold

6 kommentarer

  • Besvar
    Veganske linsedunser | Bærmonster
    21. maj 2016 at 8:03

    […] jeg skrev i næstsidste indlæg, har jeg hygget mig med at lave vegetarmadplan til FDF’s Landslejr til sommer. Linsedunser […]

  • Besvar
    Bodil
    16. maj 2016 at 16:39

    Lyder lækkert, uhm …

  • Besvar
    Gitte Hersom
    16. maj 2016 at 9:07

    Åhh Landslejr, det er det vildeste 😀 Jeg har selv været FDF’er siden ’89, dengang det var FDF og FPF. Jeg holder utroligt meget af det og håber at mine piger også vil synes at det er fedt.

    • Besvar
      Marianne Luna
      16. maj 2016 at 9:22

      Det er så fed en oplevelse. 🙂 Og det bliver min fjerde landslejr. Sådan er det, når man er født ind i “sekten”, haha. 😉
      Er du stadig FDF’er, Gitte?

  • Besvar
    Katrine
    15. maj 2016 at 11:44

    Lyder lækkert! Er det mon kombuchaen, jeg spotter? 🙂

    • Besvar
      Marianne Luna
      15. maj 2016 at 21:26

      Yes. 🙂 Er blevet lidt småafhængig, haha. Og skal vist snart have skrevet en guide til det. Jeg må også snart prøve den ginger bug, du har vist opskrift på. 🙂

    Skriv en kommentar