To år

I dag fylder bloggen to år. Nu jeg ligefrem overså det sidste år, må jeg hellere huske det i år.

Der er sket en del de sidste to år, både på bloggen, men allermest i mit eget liv. Det er ikke alt, jeg skriver om, for i sidste ende er jeg ikke så glad for at finde hele mit privatliv på internettet. Nu er jeg blevet et kvart århundrede og snart skal fra København til Århus igen for at færdiggøre det sidste af min journalistuddannelse. Forhåbentlig finder jeg også snart et sted at bo. Jeg drømmer om plads til masser af krydderurter, bønnespire-dyrkning, køkkengrej og kærlighed.

Her på bloggen har jeg kigget lidt igennem i mine statistikker for at se, hvad det sjoveste er. Først og fremmest er jeg overrasket over, at flere kigger med fra udlandet, når jeg nu skriver på dansk – men måske er det gode bekendte, der bor og rejser rundt, som kigger med fra steder som Tyskland, Norge og mere eksotiske steder som Saudi Arabien og Myanmar.

Jeg kan ikke prale med helt så sjove søge-ord som for eksempel Marens blog, der dog også skriver om ret sjove ting, kan. Det klart mest populære søgeord er “brusebadsboller“. Koldhævede boller er åbenbart et hit mange steder. Jeg håber, I har fået noget ud af opskriften – jeg bruger den i hvert fald stadig selv.

Næst efter brusebadsboller kommer “rodfrugter i ovn” som det mest brugte søgeord. Og så “støbejernsgryde“, hvilket jeg – selvom jeg har nævnt det et par gange, er ret overrasket over.

Et af de bedre søgeord er “finger i maden”, som har ledt nogen herind tre gange. Jeg håber, du fandt, hvad du kiggede efter.

Men nok om statistik – for denne gang i hvert fald.

Jeg overvejer, om jeg skal lave et decideret opskriftsindeks, så man ikke skal søge eller kigge under kategorier for at finde det, man leder efter. Er det noget, der har interesse?

Tak, kære læser, fordi du læser med. Jeg håber, du vil blive ved med det. Og kom endelig med kommentarer, spørgsmål og gode råd under de enkelte opskrifter, hvis du har noget at tilføje. 🙂

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Marina / cand.mor
    19. juni 2013 at 13:29

    Kram til dig, sødeste Marianne!

    Et opskriftsindeks ville helt klart være et plus, når jeg skal finde opskrifter til sidste del af min urtekramkasse.

  • Skriv en kommentar