TIA – This is Asia

IMG_5325

For efterhånden en pæn slat år siden var på safari i Kenya og Tanzania efter to måneder som volontør i Etiopien. 12 af mine højskolevenner, som også havde været i Etiopien, og jeg havde fået en guide, der hed Tim.

Tim var en rundkindet, afrikansk gut, der altid var i godt humør. Han lærte os hurtigt kunsten at ”flappe”, hvad der ikke er så frækt, som nogen måske tænker. Nej, Tim troede ikke på viskestykker, for de skulle jo vaskes. Når vi havde vasket vores service op efter de tre daglige måltider, stod vi derfor en flok blege danskere og rystede tallerknerne, knivene og glassene så godt, som vi havde lært. I den afrikanske tørre varme tørrede det heldigvis hurtigt.

Da jeg kom hjem igen talte jeg med en anden veninde, der fortalte om andre turister, hun havde set på en safari, der netop stod og rystede deres våde service, hvilket hun synes var utrolig skægt og ret fjollet. Og ja, det var det også.

Det er egentlig ikke ”flapping” det skal handle om i her, men i stedet noget andet, min guide Tim lærte mig dengang. Nemlig udtrykket TIA, der står for ”This is Africa”. Han brugte det, hver gang noget ikke gik som planlagt, hvis noget blev forsinket og lignende. Med andre ord et afvæbnende udtryk for, nåja, det er jo bare Afrika – hakuna matata (tag det roligt).

Her i Myanmar har jeg oversat TIA til” This is Asia”. Meningen er den samme. Hvis noget eller nogen bliver forsinket, internettet går ned eller bare er langtsom, strømmen går, aftaler bliver flyttet rundt eller ting sker i sidste øjeblik, så TIA! Det skal nok gå alt sammen. Det er et udtryk, jeg gladelig har lært andre besøgende her i Myanmar.

TIA er blevet en god reminder for mig. Ikke fordi jeg vil nedgøre hele to af verdens kontinenter, men tværtimod fordi det lige får mig til at trække vejret, slappe af og samtidig minde mig selv om, at det ikke er noget farligt, der går galt, ikke virker, bliver forsinket eller bliver ændret. Det er bare småting.

For noget tid siden læste jeg en artikel om tidsopfattelse blandt forskellige kulturer. Det er ikke, fordi det er raketvidenskab, men der var en lille ting ved tidsopfattelsen i Afrika, jeg gerne ville have vist, da jeg som blåøjet 19-årig boede i Etiopien. Den beskrev den vestlige landes tidsopfattelse som lineær, altså at tiden går fremad i samme tempo. Andre kulturer (kultur er egentlig et farligt ord at bruge, hvis min antropolog-bror eller -svigerinde læser med) eller nogle stammer har en mere cirkulær tidsopfattelse, hvor tiden går efter solen, der går ned og står op, årstidernes skiften og så videre.

Det mest interessante var dog, at måden, hvorpå i hvert fald nogle afrikanerne så på mødetid. Tiden begyndte først, når alle folk var samlet til for eksempel et møde. Ventetid eksisterede simpelthen ikke.

Efter at have stiftet rigeligt tæt bekendtskab med African Time i Etiopien, så er TIA ikke en dum ting at have in mente. Jeg kan stadig i dag huske, hvordan min veninde og jeg kunne vente i timevis på vores kontaktperson i Etiopien, fordi vi jo havde en aftale klokken 9. Så kom han måske klokken 11-12-stykker og var klar. Dengang synes jeg, det var træls at vente. I dag havde jeg nok bare gået en tur og satset på, at han havde fundet mig.

Til held for min vestlige utålmodighed er Asian Time dog noget mere præcis med hensyn til klokketid, end den afrikanske. Her i Myanmar er det mere det, at aftaler bliver flyttet frem og tilbage i sidste øjeblik, om det så er middagsaftaler, vigtige møder eller hele workshops.

Tålmodighed og fleksibilitet i forhold til at ændre sit program er med andre ord en dyd. Og faktisk er det rart nogle gange. For det betyder, at jeg generelt har mindre program, end min ofte tætpakkede kalender i Danmark er. Jeg har en veninde, der kalder det at ”lave en Marianne”, når man har så tætpakket en kalender, at man ikke kan lave en aftale med vedkommende før to-tre uger ud i fremtiden.

Det er både godt og skidt. Der er klart mindre plads til spontanitet, når man planlægger meget. Til gengæld er der mulighed for at se flere af sine venner, fordi de fleste af dem netop også har mange ting at se til.

P.S. Nej, billedet har ikke særlig meget med teksten at gøre. Jeg har ikke grejet, hvordan jeg lige får indkapslet This is Asia i et foto. Sker det, så lover jeg at fortælle dig det som det første. I stedet får du et billede af en nonne, der beder, i Thiri Mingalar Kaba Yae Pagoda. Det er også Asien. Men bare et enkelt billede.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar