Tanker om tillid

IMG_3284I januar, hvilket føles som en evighed siden, når solen skinner ind og ud ad vinduerne, skrev jeg eksamensopgave. Og lærte noget nyt. Det gør man heldigvis engang imellem; det er jo blandt andet formålet med at studere. Og et af formålene med at leve generelt, hvis du spørger mig. Nysgerrigheden må aldrig fordufte.

Tilbage til den eksamen. Når man læser til eksamen, sidder man ofte ret meget ned. Og bliver træt af at sidde ned. Jeg gør i hvert fald. Derfor brugte jeg pauserne på at glo lidt for meget på instagram (for at opdage, at verden stadig findes, gætter jeg på), gå ture og ikke mindst få en masse blod til hovedet. Det sidste skete ved, at jeg øvede den hovedstand, som jeg længe har villet lære.

Pludselig var den der. Kun et par sekunder, men jeg kom helt op og fik strakt begge ben ud. Det var en fantastisk følelse. En følelse af uovervindelighed og en følelse af klarhed. Jeg vidste, at hvis jeg kunne lære mig selv det her, så kunne jeg også få lavet den ikke helt så ophidsende eksamen.

I dag kan jeg godt komme op i en nogenlunde fornuftig hovedstand og være der i mere end et par sekunder. Det er stadig lige sjovt at lege med hver gang.

Men hvad har hovedstand og yoga med tillid at gøre?

Alt. Hovedstand handler om tillid til dig selv, både din krop og dine tanker. En tillid til, at du kan.

Det er derfor, jeg synes, hovedstand og udfordrende yogastillinger kan være geniale – ligesom de helt blide stillinger også er.

Jeg øver jævnligt hovedstand og andre omvendte stillinger sammen med andre. Her handler det både om tillid til sig selv og tillid til den, der hjælper.

Jeg har slået hovedet, da jeg var i hovedstand og min søde yogalærer var ved at hjælpe mig op i skorpion. Og jeg er faldet utallige gange på vej op i hovedstand og når jeg har leget med andre skøre yogaøvelser.

Jeg kan i øvrigt stadig ret godt lide min yogalærer. For tillid handler også om, at det er ok at falde.  At opdage, at man faktisk ikke dør af at falde lidt på halebenet. Måske har man brug for en pause, inden man prøver igen, og det er også i orden. Men man skal turde turde igen, også efter man har slået sig.

Uden at citere Kierkegaard alt for meget, fordi det desværre er blevet en udvandet kliché at tale om at vove at miste fodfæstet, så er hovedstand for mig det samme: Det er en indgang til livet, til andre mennesker og til kærligheden. Det er tro på, at hvis man ikke tør at vove engang imellem, så bliver livet ufattelig kedeligt. Nogle gange slår man sig uforskammet meget, men det lærer man også af.

IMG_3301

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar