Tanker om sundhed

IMG_0540webHvad er sundhed egentlig?

Afhængig af, hvem man spørger, vil man få ret mange forskellige svar. Mit eget svar har da også ændret sig løbende, for heldigvis kan man altid blive klogere. I dag er mit syn på sundhed klart holistisk: Det handler om helheden, om hele mennesket. For mig at se er sundhed ikke kun at spise sundt og dyrke motion. Det er også at mærke efter hvordan man har det – og reagere på det, sove nok og ordentligt, se sine venner og familie og ikke mindst at give og få kærlighed i læssevis.

(Her kunne jeg have skrevet noget ironisk for at lægge låg på mit lalleglade verdenssyn her til aften, men for en gangs skyld, så gider jeg ikke. For jeg mener det. Kærlighed er nok cirka den vigtigste faktor i ret mange ting. Også sundhed. Det handler nemlig om kærlighed til dig selv.)

Billedet øverst – som er fra min instagram-profil Baermonster – er taget lige inden jeg fik besøg af en kær veninde. Det er også sundhed for mig, selvom der kan gå lidt chokolade i den. Sundhed, fordi det er vigtigt at se de mennesker, der betyder noget for en.

IMG_0490Ovenstående billede er taget efter en heat wave yogatime i Fitness World, som en del af yogalæreruddannelsen. Glad og svedig.

Nu håber jeg ikke, jeg skræmmer alt for mange væk fra bloggen med mit lalleglade yoga-ansigt. Men lige netop yoga har for mig været en vigtig del af vejen til mere sundhed. Fordi yoga tvinger dig til at mærke efter. Nogle gange er det forbandet hårdt, andre gange er det så smukt, at det halve kunne være nok. Efter en yogatime, hvor jeg ikke bare har mærket mig selv, men også de andre søde yogier i lokalet, flyver jeg altid lidt mere hjem på min cykel. Træerne er altid lidt grønnere og solen skinner altid lidt mere efter en yogatime. Det er også sundhed for mig.

Søvn er sundhed. Noget, jeg desværre er alt for dårlig til at give mig selv for tiden, og noget, jeg i den grad øver mig i. Det der med at overholde sengetider. Jeg er lidt mere en natteravn end et morgenmenneske, hvilket desværre passer mindre godt med skoletimer. Og egentlig er det jo også ret rart at være vågen, mens alt lyset vælter rundt udenfor, i stedet for at sove til langt op ad formiddagen. Det kræver bare, at man går i seng i ordentlig tid. Jeg øver mig, og det er vel aldrig dårligt at have nogle mål på den front?

IMG_0499webChokolade kan også være sundhed, omend jeg måske spiser lidt for rigelige mængder for tiden.

Til gengæld er min basiskost rimelig sund. Igen, alt afhængig af, hvordan man definerer sund mad. Jeg lever hverken efter palæo, LCHF eller raw food, og kommer nok aldrig til det. For mig er sund mad naturlig mad. Mad uden tilsætningsstoffer og mad, der ikke er forarbejdet (for meget). Sund mad for mig er lig med en masse grøntsager. Og frugt, bønner, linser, fuldkorn som rugbrød og havregryn (hvilket jo er fyfy i både palæo og LCHF) samt mange andre, gode og rare ting. I sidste ende handler det vel om at spise varieret og ordentligt. Og om at nyde maden.

IMG_0588web

Måske kan tykke tæer også være en slags sundhed? (Hvis du er tåforskrækket, kære læser, så beklager jeg på forhånd ovenstående billede)

Hvad er sundhed for dig?

God – og forhåbentlig relativt sund (især på ‘vigtige mennesker’-fronten) – weekend herfra.

/Bærmonster

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Stærk uden sixpack? Er strong the new skinny? | Bærmonster
    26. maj 2015 at 8:03

    […] jeg ser på sundhed, har jeg skrevet lidt om her. Det er i stedet det kropssyn, der desværre hersker blandt mange, jeg gerne vil give et kærligt […]

  • Besvar
    “Rawtella” eller nutella uden sukker, men med masser af smag | Bærmonster
    12. marts 2015 at 12:44

    […] det, der ligner, og derfor er det noget, jeg helst ikke vil købe længere. Jeg lever – som tidligere skrevet – ikke efter nogen diæt, særlig koststil eller andet, men til gengæld er jeg farligt glad […]

  • Besvar
    Antaniukas
    20. marts 2014 at 9:29

    Spændende indlæg!

  • Skriv en kommentar