Tanker om økologi

ÆbleWebDette blogindlæg har længe gået og rumsteret i mit hoved. For hvad tænker jeg egentlig om økologi? Er det altid det bedste valg? Er det det mest bæredygtige? Eller er konventionelt dyrkede fødevarer nogle gange godt, hvis man skal brødføde en hel landsby i Afrika for eksempel?

Nedenstående er, som navnet på indlægget angiver, en masse tanker. Det er ikke et “konventionelle landmænd er onde”-indlæg. Det er nogle af de tanker, jeg selv går og vender i hovedet, fordi jeg håber, og i det små kæmper for, at verden bliver et bedre og mere bæredygtigt sted.

Jeg er studerende og på SU. Alligevel har jeg siden jeg flyttede hjemmefra, købt en del økologisk. Ikke alt, men stille og roligt er det blevet mere og mere. Madbudgettet fylder en relativt stor del af mit samlede budget, og det er ganske bevidst. Jeg vil spise ordentligt. Jeg går ind for økologi, og mener, at de giftstoffer, man sprøjter konventionelt dyrkede fødevarer med, burde ryge langt, langt væk. Det er ikke hverken menneske- eller dyreføde at spise mad, der har været i nærheden af gift.

Alligevel ved jeg godt, at økologi ikke er svaret på alt. Nogle gange tager jeg mig selv i, at jeg også køber den tanke, der følger med, når jeg står mellem Urtekram og Änglemärk-hylderne i min lokale Kvickly. Men får jeg egentlig det hele med så? Økologi kan jo også være masseproduktion, og er det som oftest, især, hvis man – som de fleste jo gør – handler i et supermarked.

Ideelt set burde vi jo leve af lokalt dyrket mad, der ikke har været transporteret så langt, og som i øvrigt er produceret under ikke bare økologiske, men bæredygtige forhold. Men er vi villige til at betale for det? Jeg kan da også stå i supermarkedet og tænke, at det da er for skørt, at visse økologiske fødevarer koster det dobbelte af konventionelle.

Og bare fordi jeg køber økologi, har jeg ikke sikret mig mod de andre ting, som masseproduktion også kan medføre. Her bør jeg nok med det samme indskyde, at jeg hverken er landmand eller videnskabsmand. Derfor vil jeg ikke komme med en længere forklaring, men umiddelbart tænker jeg på for eksempel udpining af jord, når man dyrker samme fødevare samme sted osv. Også store, økologiske landbrug dyrker jo også ofte den samme ene fødevare.

Er økologi svaret på alt, når man kan vælge mellem en økologisk tomat fra Italien og en konventionel tomat fra Danmark? Jeg tvivler. Selvfølgelig bør man spise efter årstiden – hvilket jeg forsøger så vidt muligt – men jeg er (desværre) ikke så bæredygtig selv, at jeg aldrig kunne finde på at købe en tomat om vinteren. Det sker altså engang imellem, selvom jeg spiser væsentligt mere kål og rodfrugter på den årstid.

For når man først har vænnet sig til, at man i den globaliserede verden kan købe tomater om vinteren, kan man så vænne sig fra det igen?

Jeg ved ikke, om du, kære læser, kan genkende nogle af disse tanker. Men jeg er meget nysgerrig på at høre, hvad du mener om økologi, og hvordan du tror, vi kan få et mere bæredygtigt samfund.

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Økologi - hvorfor og hvordan? | Bærmonster
    17. maj 2015 at 11:13

    […] Jeg har selv skrevet noget om mine tanker om økologi tidligere på bloggen – du kan læse det lige her […]

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:41

    […] september tørrede jeg æbler og lavede græskarsuppe. I oktober tænkte jeg på økologi, bagte gulerodskage og lavede vitaminfyldt […]

  • Besvar
    LaCucinaNada
    16. oktober 2013 at 11:55

    Jeg kender udmærket til de tanker du gør dig, og ved at have en blog med ret klar profil omkring økologi/bæredygtighed/dyrevelfærd, ender jeg også ret ofte med at debattere det med andre.

    Netop ved at reflektere, både for sig selv og med andre, mener jeg at man allerede gør noget. Men ja, der er mange dilemmaer. Og måske det i højere grad skal handle om vaner, end selve økologien – skal man eks vis partout spise kød i de store mængder danskerne gør?

    Ifht at købe tomater i vinterhalvåret, og lignende ikke årstids-bestemte, eller ikke bæredygtige varer, så er det vel ok at have et mål uden at være fanatisk? Lige så meget jeg i sensommeren glæder mig til en periode med rodfrugter og kål, lige så meget er jeg ved at brække mig af det når vi når februar måned … Selvom jeg så finder mig selv plaget af dårlig samvittighed når jeg smider små cocktail tomater dyrket i Italien i kurven netop på denne årstid. Og det er vel en del af debatten – hvor meget lader man det fylde i sin hverdag? Bliver det mere et spørgsmål om moral end værdier?

    Men skønt at læse at du har råd på en S.U, det vidner jo om at det kan lade sig gøre! Selv er jeg alene om at få køkkenet til at fungere, og har en indtægt der ikke helt modsvarer dyrt boliglån og andre “voksen-udgifter”. For mig er det valg, og dermed et fravalg af andre ting – i særdeleshed materielle goder!

    Tak for dine tanker,
    La Cucina Nada

    • Besvar
      lunabaermonster
      16. oktober 2013 at 13:04

      Tak for dit svar og dine tanker. Du har helt ret – man skal gøre noget, men det dur heller ikke at være så fanatisk, at man ikke kan spise andet end kål om vinteren.

      Jeg har dog også lidt arbejde ved siden af, men det er klart, at jeg selvfølgelig bruger færre penge på andre ting. Og så sparer man altså mange penge ved at tænke praktisk i forhold til indkøbslister, madspil, ikke købe så meget kød (jeg spiser stort set altid vegetarisk, når jeg laver mad til mig selv), tage madpakke med osv. Det gør også, at man nemmere får råd til økologiske æg og gode grøntsager i sidste ende. 🙂

    Skriv en kommentar