Tanker om glansbilleder

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke skriver alt på min blog. Jeg tror ikke, verden er særlig interesseret i mine problemer, og det er heller ikke noget, jeg føler specielt meget for at dele. Noget helt andet er, at jeg grundlæggende har det godt, og ikke bøvler med at forsvare for eksempel “hvorfor jeg har overskuddet til at blogge, selvom jeg er syg og på førtidspension”, ligesom andre i blogland er nødsaget til.

Men det, der er baggrunden for dette indlæg er alligevel noget, som er personligt. Og samtidig en grund til, at de lovede sommerhus-indlæg ikke er kommet endnu.

For ikke særlig mange dage siden døde en af mine bekendte. Javist, ikke min bedste ven, men en af de gode bekendte, som man stopper op på gaden og snakker med i et stykke tid, hvis man møder hinanden. Han var alt for ung, og det er alt for urimeligt. Så urimeligt og uretfærdigt, er det er nærmest umuligt at sætte ord på.

Jeg føler dybt med hans familie, for noget værre kan ikke overgå forældre, end at miste et barn og noget værre kan ikke overgå søskende, end at miste en søster eller bror.

Og jeg bliver selv bange. For tænk, hvis det var en af mine aller nærmeste, som ikke var mere. Jeg har slet ikke lyst til at forestille mig det. Det er et vanvittigt reality slash-back, hvor småproblemer kommer til at virke uendeligt ligegyldige. Og hvor glansbilleder fra en i øvrigt fantastisk sommerhustur kommer til at virke lidt påtaget.

Der kommer noget om sommerhusturen. Men lige nu trækker jeg vejret et par gange ekstra, og sender mine tanker i retning af den familie, der har mistet.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar