Tanker om at tale ordentligt – både om andre og om sig selv

I sidste uge var jeg til møde. Det er i sig selv er ikke særlig usædvanligt. Men der skete noget, som i den grad satte gang i mine tanker.

Det er noget, jeg prøver at undlade at gøre, og noget, jeg kan finde på at påpege, hvis jeg oplever, at andre gør det.

Det handler om at tale ordentligt. Både om andre mennesker, til andre mennesker og om og til os selv.

Til mødet der var jeg det, man vist kan kalde lidt indebrændt. Jeg havde siddet med en masse spændende – men også svære – opgaver alene, og havde oplevet modstand fra nogle af dem, jeg arbejdede med. Ud af det blå kaldte jeg en fuldstændig tilfældig person, som jeg ikke kendte og som ikke var til mødet for en “douchebag”. En af de mødedeltagere sagde straks “Om jeg havde noget positivt at sige om andre mennesker i dag?”

Og hold nu op, hvor er jeg glad for, at han turde kommentere min negativitet. Jeg fik takket ham pænt for at påpege mit sprogbrug, men blev samtidig hamrende flov. Det er jeg egentlig stadig, og jeg synes faktisk, det er lidt pinligt at skrive, at jeg kan komme til at sige sådan noget.

For jeg vil gerne – ligesom den gode Emily Salomon – tale ordentligt om andre mennesker. Og til dem, selvfølgelig. Både fordi det påvirker mit eget humør, mine omgivelser og ikke mindst, fordi jeg grundlæggende synes, at ordentlighed er en god ting. At bagtale bidrager ikke ligefrem med positivitet eller godhed.

Det var vitterlig ikke for kærligt sagt at bruge ordet “douchebag”, men omvendt kommer jeg heller ikke videre ved at blive ved med at slå mig selv i hovedet over det – tværtimod. Vi laver nogle gange dumme ting, og jeg tror, det er mindst lige så vigtigt at lære af fejlene og ikke mindst at kunne sige undskyld.

På grund af episoden har jeg tænkt endnu mere over, hvordan jeg vil tale til og om andre mennesker, men også om, hvordan jeg vil tale til og om mig selv. Ja, det kan lyde lidt fjollet, men man bliver altså mere glad af at starte morgenen med at smile til sig selv og sin krop. Og fokusere, hvad og ikke mindst hvem man er taknemmelig for. Ligesom den skønne pige her.

Derfor vil jeg øve mig i at minde både andre og mig selv om, at vi allesammen er ret så skønne mennesker. 🙂 For det er vi. Det handler bare om at lægge mærke til det smukke. Rom blev ikke bygget på en dag og alt det der, men heldigvis kan man arbejde med sit sprogbrug både overfor andre og sig selv hele livet.

Emily Salomons gode idé om at lave udfordringer med ikke at tale grimt om andre, vil jeg dermed gerne videreføre, ikke bare som en “ugens udfordring”, men som noget, jeg kan blive ved med at arbejde på. Vi er ikke perfekte, og heldigvis for det. Men samtidig bliver vi kun bedre mennesker, hvis vi tør arbejde med os selv.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar