Tanker om at planlægge fremtiden, bagklogskab og uddannelsesliv

IMG_5714

Den gode Mette-Marie fra Twinpeaks postede tidligere i dag et blogindlæg, der fik mig til at skrive så lange kommentarer (og udtænke endnu længere svar i hovedet), at jeg tænker, det er et helt blogindlæg værd her på Bærmonster. Jeg håber, du vil læse med, og skriv endelig kommentarer i bunden. 🙂

Mette-Maries blogindlæg handler om manglende ambitioner. Eller nærmere – som jeg læser det – om andre ambitioner end dem, der handler om arbejdslivet. Jeg synes, det er en vildt interessant debat i disse coach-tider, hvor snakken hurtigt kan gå på, hvor man ser sig selv om fem år, om man har lavet en karriereplan og så videre.

Jeg kan godt afsløre med det samme, at det har jeg ikke. Faktisk har mine studievalg været underligt uplanlagte på godt og ondt. Mest godt. Alligevel kan man altid være lidt bagklog.

Jeg har læst statskundskab i to år, før jeg droppede ud for at starte på Journalisthøjskolen, hvor jeg ret spontant søgte ind. Jeg er uddannet ret klassisk journalist med praktik på et dagblad og skrift i store mængder – og er glad for det.

Da jeg stod på det mægtige jobmarked, så kommunikationsstillingerne pludselig vildt interessante ud, og jeg kunne mærke, at jeg måtte lære mere om det. En tanke, jeg havde haft før, men ikke havde gjort så meget ved. Derfor søgte jeg – igen ret spontant – ind på international virksomhedskommunikation i Odense, hvor der var ledige pladser. Og blev fjollet glad for at gå der, både fordi det var og er spændende, og fordi studiemiljøet er fedt.

Om jeg kommer til at arbejde med kommunikation eller journalistik i min fremtid er uvist. Jeg drømmer om en kombination af de to sammen med yoga og undervisning. Men hvordan det kommer til at materialisere sig præcist, aner jeg ikke. Og det er okay.

Jeg kan godt lide, at mine drømme for fremtiden er lidt løse. At det er mere overordnede drømme end karrieremål. I min branche og vist egentlig generelt på arbejdsmarkedet i dag, dur udtrykket  “Hvor man ender henne efter studiet” efter min overbevisning ikke længere. Jeg erstatter det i stedet med “Hvor man begynder henne”.

“Hvor man begynder henne” åbner op for både usikkerhed og drømme, og for, at man nemmere opdager ting, man måske ikke vil opdage med en forkromet karriereplan. Selvfølgelig kræver det, at man tør fokusere på drømmene og kan arbejde med usikkerheden for fremtiden. Men fremtiden er jo altid usikker, om man så er uddannet læge eller ingeniør og nærmest er sikret job et sted, eller om man er fx humanist og måske selv skal skabe sin stilling. Fremtiden både for vores arbejdsliv, vores sociale liv, vores sundhed og verden er usikker. Sådan er det, på godt og ondt.

Derfor har jeg ikke en karriereplan om, hvad jeg laver om fem år. Selvfølgelig har jeg drømme og ambitioner for fremtiden, både for min egen og for verdens fremtid.

I forhold til fremtidsambitioner er mine noget så banalt som at være lykkelig og leve i en verden, hvor vi behandler hinanden og kloden ordentligt.

I mit eget lille liv er mine mest konkrete drømme at bo et sted, hvor ting kan gro, at være omgivet af dejlige mennesker, tage mindst en yogalæreruddannelse mere, skrive en bog eller tre og ikke mindst at have et arbejde, der ikke føles som arbejde (i hvert fald det meste af tiden), fordi det gør mig glad og fordi jeg føler, at jeg udretter noget vigtigt.

Vejen derhen ved jeg ikke præcis, hvordan ser ud – og det er okay. Processen er et mål i sig selv, så den skal være mere nærværende og lærende, ikke stressfremkaldende – hvilket jeg minder mig selv om ret ofte.

Mine allervigtigste ambitioner handler dog ikke om karriere, de handler om mine relationer til andre mennesker. Ambitioner om, at jeg er flink og rar, en god ven, datter, bekendt og så videre. Ambitioner om, at jeg gerne vil blive endnu bedre til at hjælpe andre og samtidig ambitioner om at blive bedre til at gøre gode ting for mig selv, så jeg får større overskud til førstnævnte.

Hvad drømmer du om? Og hvad tænker du om alt det med ambitioner og karriereplaner?

Bedste hilsner
Marianne Luna

Relateret indhold

5 kommentarer

  • Besvar
    Shurjeel
    13. januar 2016 at 9:43

    The Road Not Taken

    TWO roads diverged in a yellow wood,
    And sorry I could not travel both
    And be one traveler, long I stood
    And looked down one as far as I could
    To where it bent in the undergrowth;

    Then took the other, as just as fair,
    And having perhaps the better claim,
    Because it was grassy and wanted wear;
    Though as for that the passing there
    Had worn them really about the same,

    And both that morning equally lay
    In leaves no step had trodden black.
    Oh, I kept the first for another day!
    Yet knowing how way leads on to way,
    I doubted if I should ever come back.

    I shall be telling this with a sigh
    Somewhere ages and ages hence:
    Two roads diverged in a wood, and I—
    I took the one less traveled by,
    And that has made all the difference.

    ~ Robert Frost

  • Besvar
    Marina / cand.mor
    6. januar 2016 at 21:16

    Det skræmmer mig, når folk spørger, hvad jeg vil lave efter phd’en, for jeg aner det ikke. Før drømte jeg om karriereræs, men med de to små krapyler i mit liv (og gemalen min) må jeg indrømme, at mine ambitioner har ændret sig drastisk…

    • Besvar
      baermonster
      7. januar 2016 at 9:39

      Man kan jo også have ambitioner om at bruge tid med sin familie. 🙂

  • Besvar
    Astrid
    6. januar 2016 at 17:27

    Klogt sagt, jeg kunne faktisk ikke være mere enig! Og det er også derfor at jeg idag har sagt ja til et job, som ligger langt fra min uddannelse, men tæt på mit hjerte 🙂 Held og lykke med dine fremtidsplaner, også dem du endnu ikke kender til.

    • Besvar
      baermonster
      7. januar 2016 at 9:37

      Og endnu engang tillykke med jobbet, Astrid. 🙂 Det lyder vildt spændende, og du har helt ret – man skal vælge det, man brænder for!

    Skriv en kommentar