Jeg har egentlig et ret godt helbred. Men den sidste måned har jeg været syg to gange. Ikke syg på “jeg kan slet ingenting-måden”, men syg nok til, at kreative specialetanker har virket ret langt væk, hvilket har været en træls stressfaktor, når speciale-deadline nærmer sig. Sygdom kommer sjældent på et belejligt tidspunkt.
Hovedet på blokken (bloggen? 😉 ), så ved jeg godt, hvorfor jeg har været syg. Jeg har simpelthen ikke givet mig selv nok søvn og selvomsorg. Søvn er en ret væsentlig del af det at leve sundt, og er ligefrem blevet ret hypet i forhold til smuk hud, godt helbred osv. Egentlig tror jeg ikke, man kan hype god søvn nok, for 7-9 gode timer om natten gør vitterlig underværker.
Derfor øver jeg mig igen. Øver mig i at lægge min telefon langt væk fra sengen, at ligge i min seng klokken 22 (hold nu op, det er svært for en type som undertegnede, der pludselig får skøre idéer om aftenen, når jeg er overtræt) og i at give mig selv den søvn, jeg har brug for.
Og ikke bare søvn, men generelt øver jeg mig i selvomsorg og ikke mindst at lade være med at overbooke min kalender. Jeg skal aflevere speciale 1. juni, så lige nu er det ret væsentligt, at jeg bruger tid på det. Selvom alt muligt andet også er rart at bruge tid på.
Selvomsorg kan lyde lidt egoistisk. Men jeg tror, at de færreste mennesker bruger så meget tid på sig selv, at de glemmer omverdenen. Tværtimod bruger mange mennesker så meget tid på omverdenen, at de glemmer sig selv. Det magiske ved selvomsorg er, at det faktisk ikke behøver tage mange minutter. Jeg ved godt, at det er sagt af en, der ikke har små børn endnu, hvor søvn er en by i Kirgisistan og tid til en kop varm kaffe heller ikke just sker hver dag.
For mig er selvomsorg også små ting som at huske at gå i seng i ordentlig tid, at nyde kaffen ordentligt, at tage fem minutter til at få sol på næsetippen (hurra for forår!), at lave et lille fodbad og andre små ting. Det behøver ikke være den store spabehandling eller lignende. Den slags selvomsorg, der betyder allermest for mig udover søvn, er yoga. Selvom det måske kan lyde lidt underligt, så er det lige præcis i yogaen, jeg får tid til mig selv, får tid til at mærke efter og ikke mindst får tid til at give slip på det, jeg har brug for at give slip på. Med andre ord gør yoga mig blandt andet også til et meget gladere menneske. 🙂
For mig er selvomsorg derfor også en del af at leve et bæredygtigt liv. Det lyder måske fjollet at bruge et miljø-ord i denne sammenhæng, men bæredygtighed er for mig også, at man er frisk, når man vågner om morgenen, så man har energi til at være der for både sig selv og for andre. Bæredygtighed for mig er også, at man passer så godt på sig selv – både sind og krop – og sin omverden, som man kan, så man giver sit krop og sind de bedste betingelser for at have det godt – også i fremtiden.
Hvad er selvomsorg for dig? Og hvordan er et bæredygtigt liv?
5 kommentarer
Frederik Gylling
18. april 2016 at 20:10Hej
Rigtig spændende tanker om en bæredygtig livsstil. Kender du begrebet væredygtig? – det er i tråd med dine tanker om bæredygtig livsstil.
Vi ses til din yoga-time i aften 🙂
Tanker om 5 kg | Bærmonster
7. april 2016 at 8:01[…] jeg efter en del sygdom i marts endelig fik godt gang i min egenpraksis med yoga igen, var jeg lykkelig helt ind i knoglerne. […]
Små ting #17 | Bærmonster
4. april 2016 at 8:03[…] en magisk måned for mig. Selvom jeg var syg en stor del af tiden, kan jeg ikke være andet end glad, når dagene bliver længere, når fuglene […]
Johanne
22. marts 2016 at 10:02Rigtig fint indlæg – Og jeg koder også de to ting sammen 🙂 Selvomsorg er det første skridt på vej mod at kunne opretholde en tilstand hvor man kan yde omsorg for andre mennesker og planeten.
Faktisk tror jeg at mange af vores dårlige vaner kommer fra stress – og jo mere vi passer på os selv har vi overskud til at tage de “rigtige” valg som er sunde for os og planeten.
Bæredygtighed er holistisk og skal og kan fylde alle afkroge af vores liv.
baermonster
22. marts 2016 at 18:15Tak for din kommentar, Johanne, og vildt gode pointer! 🙂 Jeg er helt enig med, at bæredygtighed er holistisk. Af samme grund har jeg også et yogaindlæg i tankerne om koblingen af yoga og bæredygtighed, fordi mere overskud giver mere overskud til andre og planeten. 🙂