Tanker om 5 kg

For et år siden vejede jeg 5 kg mindre, end jeg gør nu. Lige præcis de 5 kg, som damebladene altid skriver, man kan tabe på en eller anden fancy kur.

De 5 kg sneg sig stille og roligt på sammen med kageindtaget til sidste års eksamen, med øllene i sommerferien og med den oliestegte mad i Myanmar.

Lige præcis de 5 kg har gjort en forskel for mig, om jeg vil være ved det eller ej. Mine yogatights er rigeligt tight for tiden. Det, at jeg er blevet lidt rundere, gør, at jeg føler mig lidt mindre tilpas i min krop, end jeg gjorde med 5 kg mindre. Selvom det langt fra er første gang, at jeg vejer det, jeg vejer nu.

For min vægt svinger lidt, som de flestes gør. Ikke på en usund elevatorvægt-måde; det vil jeg i hvert fald ikke kalde det, når det er indenfor 5 kg.

Kaffepause

Hvis du ikke allerede har taget en kop kaffe eller te nu, så gør det endelig. 🙂 Det bliver et af de længere og mere personlige indlæg. Tidligere skrev jeg sjældent personlige ting på bloggen, men i dag er jeg  bevidst om, at vi mennesker er så ens, at det personlige ofte er alment. Derfor håber jeg, du vil læse med, og måske også vil skrive en kommentar til sidst.

Mere end et tal

Hvorfor har jeg ikke bare tabt de 5 kg, hvis jeg er træt af dem?

Fordi det har været en lang vinter. Fordi jeg ikke har haft overskuddet. Og allermest fordi jeg øver mig i at forstå, at det ikke handler om de 5 kg, stramme yogatights eller ej.

Hele mit liv har jeg gået op i, hvilket tal, der stod på vægten. Så meget, at jeg i mange år vejede mig hver eneste morgen og skrev det sirligt ned i en notesbog. Nogle dage kunne blive dårligere, hvis vægten ikke sagde det, jeg synes, den skulle. På dårlige dage i min teenagetid blev tallet i notesbogen efterfulgt af et “fuck” eller “tag dig sammen!”. Når jeg tænker tilbage til den manglende accept, der lå i de ord, får jeg lyst til at kramme mit teenage-jeg.

Jeg havde ikke en decideret spiseforstyrrelse som teenager, men der er ikke nogen tvivl om, at jeg ikke havde et sundt forhold til hverken min vægt eller til mad. Det har heldigvis ændret sig, men det er noget, der har taget tid, og på dårlige dage kan det stadig spøge.

I dag er jeg udmærket klar over, at vægt bare er et tal. Selvom jeg befinder mig i den høje ende rent BMI-mæssigt, er jeg hverken overvægtig eller særlig usund. Jeg spiser masser af grøntsager, cykler, dyrker yoga og går. Og ja, jeg spiser også en del chokolade. Som jeg øver mig i at nyde så meget, at to stykker giver mig den nydelse, jeg søger, og derfor er nok.

Selvom jeg ikke længere skriver min vægt ned, og selvom jeg langt fra vejer mig hver morgen, er det stadig en kamp for mig at forstå, at min krop er mere end et tal. Meget mere end et tal.

Jeg vil slutte fred med min krop!

Som Kirk Rønler så flot skriver her, vil jeg slutte fred med min krop. Hun skriver også om de samme 5 kg, hun hele tiden forsøger at tabe.

Jeg vil slutte fred med min krop, fordi det giver meget mere mening at bruge min tankekraft og tid på ting, der betyder noget for min omverden – for andre mennesker og verden generelt. Og det gør 5 kg ikke. Jeg tror, at verden er ret ligeglad med, om jeg vejer 5 kg mere eller mindre.

De forunderlige 5 kg er nogen, jeg taber, når jeg tænker allermindst over det. Når der er andre ting end vægten, der tager mit fokus. Både forelskelse og kærlighedssorger er en effektiv måde at smide en masse kg på, men jeg vil egentlig hellere veje de “ekstra” 5 kg, end jeg vil have kærestesorger igen.

Jeg får stille og roligt et bedre forhold til min krop. For selvom jeg er træt af de 5 kg, er det ikke på samme måde som tidligere. Som usikker teenager var jeg overbevist om, at min popularitet hos de andre lå i vægten.

Jeg har selv glemt episoden, men min mor har fortalt mig, at jeg en søndag på vej til min efterskole sagde noget, der nær havde fået hende til at køre i grøften. Jeg sagde, at ‘jeg godt nok havde taget på, men det var okay, for de andre kunne godt lide mig stadigvæk’.

I dag ved jeg, at de andre godt stadig kan lide mig, 5 kg fra eller til. Heldigvis. Men når man har været holdt udenfor det meste af ens barndom, tager det tid at finde ud af, at andre mennesker gerne vil en helt oprigtigt. Heldigvis er der mange, der gerne vil det i dag, hvilket jeg er noget så taknemmelig for.

Yoga og accept

Yoga er for mig en kæmpe ven, når det handler om at acceptere sig selv. Også selvom yogaverdenen på særligt Instagram nogle gange bliver lidt rigeligt fyldt med slanke, smidige yogier, der laver alverdens (u)tænkelige stillinger. For yoga kan meget mere end det.

Da jeg efter en del sygdom i marts endelig fik godt gang i min egenpraksis med yoga igen, var jeg lykkelig helt ind i knoglerne. Taknemmelig over, at min krop fungerede. Taknemmelig over, at jeg kunne dyrke yoga. Og taknemmelig over, at min blødere mave stadig gemmer på en god, stærk kerne.

5 kg fra eller til, så kan min krop det, den er lavet til: Den kan bevæge sig, leve, tænke, elske. Og selvom min krop er blevet lidt rundere, er den stadig stærk.

Pernille fra Dybro Yoga beskrev det smukt i et nyhedsbrev, hun sendte for et par uger siden (du kan tilmelde dig hendes nyhedsbrev på hendes hjemmeside).

Pernille var blevet spurgt af en kvinde, om hun var gravid, hvilket ikke helt var tilfældet. Hendes reaktion var denne:

Jeg er klar over, at jeg det sidste år har spist mig til denne spritnye tøjstørrelse, fordi jeg har haft brug for at pakke mig selv lidt ind. Der er nogle følelser, som jeg ikke har givet mig selv tilladelse til at føle.

Og det er okay.

Jeg er okay præcis som jeg er. 

Den beskrivelse ramte noget dybt i mig. For ja, jeg spiser også nogle gange på mine følelser. Chokolade ér dejligt, når noget gør ondt. Jeg øver mig i at skifte chokolade ud med det, min krop har brug for, hvis den er ked af det: Om det er en krammer, yoga, en gåtur eller en film. Men nogle gange spiser jeg stadig den chokolade. Og det er okay.

I modsætning til mange, der skriver om trøstespisning som noget, man skal undgå, vedkender Pernille sig det: Jeg er okay præcis som jeg er.

Og det er vi alle.

Namaste.

/Marianne Luna