Svampet gulerodskage med blød creme på toppen

IMG_0087webJeg har desværre ikke andre billeder af denne kage, end dem, jeg har taget med min iPhone i et lavtbelyst rum. Men underbelyste billeder eller ej, så tør jeg godt vove at påstå, at den er god og svampet, som en gulerodskage skal være i min bog. Jeg fik i hvert fald ros af en del mennesker (hvilket også er nemt at sige, når der var ret mange om at spise kagen).

Jeg har nemlig gemt mig oppe i det nordjyske i weekenden sammen med en stor del af min store familie. Nu er jeg heldigvis begavet med en sød, sjov og klog en af slagsen, så en weekend i deres selskab er ingen dårlig ting. Det sætter jeg stor pris på, for man vælger jo ikke selv sin familie.

En stor familie betyder meget kage, så det blev der. Jeg bagte dobbelt opskrift af nedenstående, hvilket passer til en bradepande. Så denne opskrift passer til en lille bradepande, der fylder cirka halvdelen af ovnen.

Du skal bruge:

  • 300 g brun farin
  • 2 dl vindruekerneolie, solsikkeolie elle anden smagsneutral olie
  • 4 æg fra glade høns
  • 350 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 1/2 tsk salt
  • 2 tsk kanel
  • 500 g groftrevne gulerødder
  • 50-100 g hakkede valnødder (kan udelades)
  • Evt. 100 g rosiner, hvis man har lyst (jeg udelod dem, da børn ikke altid er glade for rosiner i bagværk)

Til toppingen skal du bruge:

  • 200 g flødeost (ikke light) i natural-udgaven
  • 125 g blødt smør
  • 250 g flormelis
  • Revet skal fra 1 økologisk citron

Pisk farin og olie godt. Pisk æggene i farinmassen til den bliver lys, skummende og luftig.

Bland mel, vaniljepulver, bagepulver, natron, salt og kanel og si det lidt ad gangen i dejen og rør undervejs. Når man sier melet i, sikrer man, at man ikke får træls melklumper i dejen.

Bland gulerødder og valnødder i dejen.

Put kagedejen i en bradepande med bagepapir i. Bages cirka 40 minutter ved 185 grader. Vær opmærksom på tiden og tjek efter 25-30 minutter med en strikkepind eller lignende, om kagen er klar. En gulerodskage (eller de fleste andre kager) skal ikke have for meget, så bliver den bare træls og tør. Når strikkepinden kommer op uden kagedej på, er kagen klar.

Tag kagen ud af ovnen og afkøl den.

Toppingen laves ganske enkelt ved at blande blødt smør, flødeost, flormelis og citronskal. Lad den gerne stå lidt på køl efterfølgende, så den ikke er for flydende. Og fordel så toppingen godt ud over kagen, så ingen bliver snydt.

Jeg ved ikke, om kagen kan fryses, idet det endnu ikke har været nødvendigt at undersøge. Men den kan sagtens gemmes en dag eller to, hvis der er lidt til overs.

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:41

    […] september tørrede jeg æbler og lavede græskarsuppe. I oktober tænkte jeg på økologi, bagte gulerodskage og lavede vitaminfyldt […]

  • Besvar
    Noget om havtorn | Bærmonster
    6. oktober 2013 at 20:07

    […] jeg var på familieweekend for en uge siden, var vi forbi Thyborøn om lørdagen. Thyborøn er åbenbart et havtorne-paradis, for aldrig har […]

  • Skriv en kommentar