Sustainable Sunday: Klæd dig bæredygtigt på

Da jeg gik i gymnasiet og da jeg startede på min første videregående uddannelse, husker jeg tydeligt tøjkriserne op til festerne. Nogle gange var den så gal, at jeg skyndte mig i H&M for at købe en eller anden kjole, der ikke sad fantastisk, og som jeg kun fik brugt få gange.

Det gør jeg ikke længere. Det har taget tid at lære, at man ikke behøver tage nyt tøj på, og at det faktisk kan være super fedt at være en dygtig outfit-repeater – altså en, der går med det samme tøj mange gange. Først og fremmest af bæredygtighedsmæssige årsager, men lige så meget fordi, at når man begynder at købe tøj i en god kvalitet, der sidder ordentligt, vil det være skørt ikke at bruge det mange gange.

Tøj produceret i bæredygtige materialer

For en gang skyld savnede jeg faktisk modebloggernes kamera-ven, da jeg skulle skrive dette indlæg. For dagens Sustainable Sunday-indlæg handler om det, vi tager på kroppen. Det, der holder os varme og tørre, og det, der forhåbentlig får os til at føle os lidt ekstra godt tilpas.

Derfor endnu et billede som min gode højskoleven Anders tog af mig for et par uger siden. Jeg har åbenbart ikke mange billeder af mig selv fra de seneste år, udover nogle fjollede selfies. Og jeg skulle bruge et billede med gerne den bluse på, så sådan blev det. 🙂

På billedet har jeg nemlig en t-shirt på i certificeret økologisk bomuld fra det bæredygtige mærke People Tree. Jeg har købt mig lidt halvfattig i deres tøj i juni, da jeg ikke havde købt nyt tøj siden jeg var i Myanmar og manglede noget, der sad ordentligt. Derfor er jeg nu både den glade indehaver af to kjoler (den ene er udsolgt, den anden er i samme mønster som t-shirten og kan ses her) og en t-shirt fra People Tree og ditto en kjole fra det danske bæredygtige mærke Tricotage.

Det virkede nærmest absurd med så meget shopping, men jeg manglede i den grad tøj, der sad godt, og som jeg følte mig tilpas i.

Benspænd: Køb mindre, køb genbrug og køb bæredygtigt

I vinters lavede jeg et benspænd for mig selv: Køb mindre tøj, køb genbrug og køb bæredygtigt. I den rækkefølge. Jeg har køb en denimjakke og et par bukser samt noget yogatøj, der ikke helt går ind i benspændet, men ellers er det gået ganske godt.

Hvorfor har jeg sat mig det benspænd? Fordi det går ind i mit forsøg på at leve mere bæredygtigt. Her er mindre forbrug først og fremmest nøglen, derefter genbrug og til sidst det at købe nyt, der er produceret bæredygtigt og i en god kvalitet, så det kan holde længe. Tøj, der holder i mange år og er lavet af materialer, der ikke behøver at vaskes så tit (som uld) er logisk set også mere bæredygtige, end tøj i dårlig kvalitet.

Genbrugsbutikker er også guld værd. Det kræver, at man kommer der lidt ofte, men nogle gange kan man få nogle vilde kup. Sidste år fandt jeg for eksempel en fantastisk marineblå uldfrakke i min lokale Røde Kors Genbrug. Uldfrakken fortjener vist også et ordentligt billede snart.

Vask mindre

Bæredygtighed handler også om tøjvask, som jeg har skrevet om her.

Tøjvask handler også om, hvordan tøjet sidder. Et eksempel kan være en bomuldsbluse, der sidder meget stramt i armhulen, og dermed nemmere kommer til at lugte. Den bluse skal vaskes oftere end en bluse, der sidder løsere, og som dermed kan klare sig en dag ekstra ved bare at blive luftet. For vask slider både på tøjet og naturligvis på miljøet med både vandforbrug og el. Det er netop også Sustain Dailys septemberudfordring.

Udfordringer i mit benspænd

Jeg savner stadig ordentligt yogatøj i gode materialer, da bomuld er noget hejs, når man sveder. Lige så savner jeg bh’er i rigtige størrelser, der er produceret bæredygtigt. Indtil videre har jeg kun fundet bæredygtige undertøjsproducenter, der laver søde trekantsbh’er og lignende, og det er altså ikke meget værd, når man har en større barm.

Jeg voldbruger de samme 5-6 kjoler i mit klædeskab, hvilket kan synes skørt, når jeg har fjollet mange kjoler. Men jeg har lært, at det at smide tøj for hurtigt ud ikke dur for mig. Selvfølgelig skal det ud og videre, hvis det er grimt, sidder dårligt eller lignende. Men hvis det handler om, at jeg skal tabe mig et par kg, kan det faktisk give mening for mig at beholde det, da min vægt svinger cirka 5 kg, hvilket jeg anser som ganske normalt i den størrelsesorden. Andre gange genfinder jeg tøj i mit klædeskab, hvilket jo er både gratis og bæredygtigt. Og nogle gange, så ja, så skal tøjet bare videre.

Måske er en lille capsule-wardrobe noget for dig, måske er du mere til også at gemme lidt. Find ud af, hvad der fungerer for dig med hensyn til tøjmængder, behold det tøj, du kan lide, og byt, sælg eller giv resten væk.

Hvordan shopper eller ikke-shopper du? Hvad går du efter?

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar