Sustainable Sunday: Blod i mobilen?

På mit andet år på Journalisthøjskolen var jeg på et internationalt semester sammen med udvekslingsstuderende fra bl.a. Tasmanien, Egypten, Libanon, Sydkorea og Canada. Udover de spændende, søde mennesker, jeg lærte at kende det halve år, husker jeg tydeligt et af fagene. Vi havde Øjvind Kyrø som gæstelærer i et fag om “Risk reporting”. Jeg havde flere år forinden læst hans bog om folkemordet i Rwanda, og jeg synes, han var en modig og dygtig journalist og havde derfor set meget frem til at have ham som gæstelærer.

Under en time spurgte Øjvind Kyrø, om vi kunne sige hvilket land, der var flest døde de sidste 10 år.

Det var før Syrien-krigen, men Afghanistan, Irak, Sydsudan m.fl. brændte, så det var de lande, de fleste af os gættede på. Men svaret lå et helt andet sted. I et enormt land dybt inde i Afrika.

Det var Den Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire og herfra bare omtalt Congo), og tallet var over 5 millioner. Den anden Congo-krig, der officielt sluttede i 2008, men stadig var i gang i det enorme land, havde dræbt over 5 millioner mennesker.

Jeg glemmer aldrig det tal. Lige så stort som Danmarks befolkning, og derfor så stort, at det er nærmest umuligt at forstå. At sætte sig ind i hvert menneskes tragiske skæbne.

Inden Øjvind Kyrøs store spørgsmål, havde jeg læst Peter Tygesens “Congo – formoder jeg”, en bog, jeg i øvrigt snart vil genlæse sammen med de andre bøger om Congo, der står på mine bogreoler. Peter Tygesen formår at sætte Congos tragiske skæbne i et større perspektiv, og trækker trådene tilbage til kolonialismens spæde begyndelse. Belgien var koloniherre i Congo, og de gjorde det mildest talt ikke nådigt. Nådigt er heller ikke ordet, når man vælger at herske over et andet land, tage dets befolkning som slaver og stjæle deres mineraler.

For 3 1/2 år siden var jeg på pressetur i Uganda, hvor vi bl.a. besøgte en flygtningelejr fuld af congolesiske flygtninge. De rædsler, de havde været udsat for, var frygtelige: Alt fra børnesoldater til massevoldtægter. Congo-krigene er officielt slut, men er erstattet af konflik i stedet. Landet brænder stadig. Det er svært ikke at være politisk her, for de vestlige lande har i den grad en finger med i Congos rædsler.

At stjæle mineraler

Efter min lidt længere indledning er det det, indlægget i dag skal handle om: At stjæle mineraler. Og hvordan man kan købe elektronik, der ikke bare kan holde længe med udskiftelige reservedele, men som ikke er skyld i menneskeliv.

Jeg kan godt afsløre med det samme, at jeg ikke kommer med alle svarene, for de er desværre ikke så ligetil. Men jeg vil stille en masse spørgsmål, linke videre og give mine bud. Som altid er du meget velkommen til at diskutere med i kommentarfeltet.

Congo er et af de mineralrigeste lande i verden, og samtidig et af de fattigste lande. Hvordan hænger det sammen? Det gør det blandt andet, fordi der kommer mennesker udefra og stjæler congolesernes råstoffer, herunder mineraler som kobolt, kobber, tantal (tantalum), tin, diamanter og guld.

Hvad består en mobil af?

For at brygge en mobiltelefon sammen, kræver det en masse forskellige mineraler. I skærmen er der indium og tin, som hovedsageligt stammer fra Kina. I batteriet er der lithium, coltan og mangan, hvor lithium primært kommer fra Australien, Chile, Kina, Tibet og Argentina. Processoren kan indeholde bl.a. fosfor, antimon, arsenik, bor, indium eller gallium.

Andre mineraler i en telefon er ofte tantal, platin og niobium. Tantal og niobiom bliver udvundet fra coltan, og netop coltan har Congo mere end noget andet land i verden. Også Rwanda og Uganda har store mængder coltan. Uden at gå i endnu mere kemi-mode (hvilket heller ikke just er mit felt), kan jeg henvise til denne side, der skriver mere om, hvad mobiltelefoner indeholder.

En fair mobil?

En mobiltelefon består altså af mange forskellige mineraler – og andre ting. Det gør det naturligvis svært – ligesom med anden elektronik – rent faktisk at undersøge til bunds, om producentens mineraler er udvundet forsvarligt. For der er vanvittigt mange led for at skabe en mobiltelefon og anden elektronik, hvilket gør det svært at finde ud af.

Apple og Samsung tilstår, at de bruger mineraler fra Congo. Apple henviser til, at deres leverandører skal udfylde standarden om, at “every worker deserves to be treated with dignity and respect”. Men der kan desværre være meget langt fra flotte CSR-ord til handling, for når man giver leverandørerne ansvaret, gør man reelt ikke meget selv.

Fairphone er et bud på en telefon produceret af konfliktfrie mineraler. Samtidig kan den skilles ad, og derfor holde længere end andre smartphones, fordi man kan skifte enkeltdele ud i stedet for at skifte hele telefonen.

Ulempen ved Fairphone er desværre, at kameraet ikke er den bedste og at den er stor og tung. Den kører på Android, hvilket jo er en smagssag – personligt er jeg mere til Apples design og funktioner (så kan vi tale skattesnyd en anden dag).

Mest og alt er jeg dybt frustreret over, at det ikke er en selvfølge at bruge mineraler og andre råstoffer, man har udvundet ansvarligt og bæredygtigt. Andet bør i mine øjne ikke være lovligt. Men det er svært at håndhæve regler i lande, der brænder, men for mig at se handler det først og fremmest om virksomhedernes ansvarlighed.

Og samtidig er jeg frustreret over, at det er så svært selv at reparere sin telefon. Jeg har fået nyt batteri i min iPhone to gange, fordi jeg gerne vil, at den kan holde så længe som muligt, men det er ikke ligefrem noget, jeg vil gøre derhjemme, fordi batteriet er limet fast.

Bæredygtig elektronik?

Hvad er bæredygtig elektronik (og bæredygtighed generelt)? Er det noget, der holder længe? Noget, der er produceret menneskeligt forsvarligt? Noget, der er produceret klima- og miljømæssigt forsvarligt? Jeg tænker, det er det hele, men vi lægger vægt på forskellige ting.

For mig vil det fx ikke være særlig bæredygtigt at købe en dårlig computer, bare fordi den var bæredygtig, fordi jeg bruger min computer til alt: Jeg arbejder på den, skriver blog på den, læser blogs på den, hører musik på den, ser tv og serier på den og kommunikerer med andre på den. Jeg ejer hverken stort anlæg, tv eller iPad, så min computer skal fungere – og samtidig gerne holde så længe som muligt. Af samme årsag er jeg noget så træt af, at Apple har gjort deres nye bærbare endnu sværere at åbne og udskifte elementer i – for det er også bæredygtighed.

Har jeg nogen konklusion? Nej, desværre. Konfliktmineraler og elektronik, hvor det er nemt at skifte reservedele, er en svær og lang diskussion, men også vigtig. Det kræver meget af os som forbrugere, for det kræver både mindre forbrug og mere aktivt/politisk forbrug. Vi skal turde presse producenterne både på brugen af mineraler og muligheden for selv at udskifte elementer.

Der er også andre tommelfingerregler, vi kan arbejde ud fra, hvis vi vil købe mere bæredygtig elektronik:

• Køb brugt – og/eller køb noget i så god en kvalitet, at det kan holde i mange år
• Reparer det eller få andre til at reparere det
• Brug det så længe som muligt, så du ikke køber en ny telefon, bare fordi der er kommet en ny model

Hvad tænker du? Kunne du finde på at købe en Fairphone eller lignende?

Læs mere

Bøger om Congo

• David van Reybrouck: “Congo – Historien om Afrikas hjerte”
• Jason Stearns: “Dancing in the Glory of Monsters: The Collaps of the Congo and the Great War of Africa”
• Peter Tygesen: “Congo – formoder jeg”
• Øjvind Kyrø: “Congo Farezone 3”

Artikler om blodmineraler

• Dailymail: “Picks, pans and bare hands: How miners in the heart of Africa toil in terrible conditions to extract the rare minerals that power your iPhone”
• Apple om konfliktmineraler
• Raise hope for Congo: Conflict Minerals

Etisk forbruger

• Apple om konfliktmineraler
• Ethical consumer

—

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.