Superfoods – er det pengene værd?

IMG_3651

Jeg har en tilståelse.

Jeg har en stor svaghed for helsekostforretninger og deres enorme udvalg af alskens farverige helsesager. Jeg kan nemt bruge over 500 kroner i Ren Kost i Jægergaardsgade. På mystisk vis frister både deres tilbud på økologiske nødder men også deres kæmpe udvalg af de såkaldte superfoods mig. Jeg elsker at prøve nye ting af og se, om jeg kan mærke en forskel. Eller bare undersøge, hvad man kan bruge spøjse råvarer til og hvordan de smager.

Der er meget debat om de superfoods, altså fødevarer med et ekstra højt indhold af vitaminer, mineraler og eller fedtstoffer, aminosyrer osv. År for år bliver en ny fødevare udråbt til at være den nye superfood, indtil en ny slår det af banen.

Men er superfoods pengene værd, hvis man ikke vælter i guld i sit madbudget?

De fleste superfoods er dyre. På billedet ovenfor er det chiafrø, gojibær, bipollen, hampefrø, morbær, mandler og rå kakaonibs. Ikke just billige sager. Til gengæld er det sager, der er smækfulde af vitaminer, mineraler og for fleres vedkommende også vigtige fedtstoffer og aminosyrer.

IMG_3478

Jeg køber dem først og fremmest, fordi jeg synes, det er spændende at prøve nye ting. Lige nu er jeg ved at teste, om jeg kan se eller mærke en forskel, når jeg drikker vand blandet op med 3 tsk byggræspulver hver morgen. Om det virker, venter jeg stadig på, men om ikke andet føler jeg mig vældig sund indeni, når jeg gør det.

Jeg læste et sted (jeg har ledt og ledt, men kan desværre ikke finde kilden), at på grund af overdyrkning, pesticider og så videre har vi mindsket  mængden af vitaminer og mineraler i vores madvarer i forhold til, hvordan de var engang. Det er først og fremmest trist. Og samtidig interessant, for måske forklarer det, hvorfor superfoods er blevet det nye sort?

Det interessante ved mange af de dyre superfoods er, at selvom de er smækfyldte med gode sager, spiser vi dem ofte i så små mængder, at det ofte lige så godt kan betale sig at spise ordentlige grøntsager og frugt i store mængder. Mange af de mere almindelige og væsentligt billigere madvarer også udråbt til superfoods fra tid til anden, for eksempel broccoli, blåbær, rosenkål og meget andet godt.

Derfor en lille, forsigtig konklusion herfra: Jeg skal ikke være den, der opfordrer dig til at bruge alle dine penge på at købe hampefrø og gojibær, selvom jeg selv lystigt viser billeder af dem. I stedet vil jeg opfordre dig til at købe ordentlige grøntsager og frugt, der trods alt er billigere.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar