Sukkerfri og knasende granola

IMG_2143webHjemmelavet koldskål er en af min alleryndlings sommerspiser. Okay, og is og grønne salater og bær fra haven. Og alt muligt andet. Men altså, koldskål er dejligt. Jeg overvejede at lave en koldskåls-version med kokossukker i stedet for rørsukker, men droppede det, fordi jeg vurderede kokossukkeren til at smage for meget igennem. Måske er det forsøget værd alligevel, hvis man gerne vil ned i noget lidt med blodsukkervenligt.

Jeg har taget udgangspunkt i min koldskålsopskrift med skyr, men udskiftet de fire æggeblommer med tre hele, rå økologiske æg, fordi danske æg heldigvis er salmonellafri i dag.

Når jeg nu er så glad for koldskål, og prøver at lade være med at hælde alt for meget sukker i mit legeme, så er sukkerfri granola løsningen. For koldskål kalder i den grad på topping. Banan, nektarin og pære er storfavoritter, men hvis det skal mætte lidt længere, så er en dejlig, knasende granola anbefalelsesværdig.

Men tilbage til det, det egentlig handlede om: Granola. Det kan selvfølgelig bruges på alt muligt andet end koldskål, for eksempel græsk yoghurt, skyr eller som topping på en smoothie. Opskriften er inspireret af Green Kitchen Stories banangranola, men uden sirup. Den er sød nok efter min smag, især når koldskålen er dejlig aromatisk.

Tænd ovnen på 150 grader (eller mere, hvis du er en utålmodig sjæl).

Du skal bruge:

  • 2 meget modne bananer
  • 3 spsk kokosolie
  • En knivspids havsalt
  • 1/4 tsk vaniljepulver
  • 2 tsk kanel
  • 250 g havregryn
  • 50 g mandler
  • 100 g frø og kerner efter eget valg (jeg brugte hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner og sesamfrø)
  • 10 g kokosmel (eller mere eller slet ikke)

Mos bananerne og bland dem med kokosolie, havsalt, vaniljepulver og kanel. Hak mandlerne groft. Bland mandler, nødder, kerner, havregryn og kokosmel i bananmosen og bland det hele godt sammen, så alt er dækket af banansnasket. Fordel det ud over en bageplade med bagepapir på og put det i ovnen. Rør et par gange undervejs. Det skal have ca. 20-30 minutter, men tjek hellere en gang for meget end en gang for lidt. Mit fik i hvert fald lige tre minutter i overkanten.

Lad granolaen køle af, hæld på glas og nyd på koldskål eller hvad du ellers lyster.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar