Manglende strøm giver ikke rå kage

Det ser ud til, at alle de elektriske ting jeg omgiver mig med for tiden, går i stykker. Min lampe har en ustabil forbindelse, og ligeså min foodprocessor – og hvordan kan man nogensinde overleve uden en foodprocessor? Det er lige før, jeg får lyst til at råbe “Oluf, æ ønsker mæ så’en en fooooodprocessor!”

Jeg havde ellers haft store tanker om at “bage” en raw food-brownie i går aftes, der er en af mine yndlings, men min foodprocessor gad åbenbart ikke lege med mig.

Men om ikke andet kan I indtil videre få et billede af raw food-brownien, som den så ud, da jeg serverede den til min sidste fødselsdag. Med honning i baggrunden og det hele.

På trods af dårlige elektriske forbindelser, skal I ikke snydes for en opskrift på raw food-brownien.

Jeg har kørt nogle forskellige opskrifter sammen, og synes selv, det er blevet en perfekt blanding. Friske dadler er i min optik klart bedre end de tørrede. Og så kan man i øvrigt ofte få dem relativt billigt økologisk (siger øko-damen).

Ingredienser

  • 600 g friske dadler med sten
  • 200 g paranødder eller mandler (jeg har prøvet med begge dele, og begge dele blev godt)
  • 1,5 dl koldpresset kokosolie
  • 1,5 dl kakaopulver (hvis kagen skal være helt rå, skal det være rå kakaopulver)
  • 1 knivspids Himalaya-salt (fordi det er råt, igen: man kan godt bruge alm. salt)
  • Drys: en blanding af blendet kokos og gojibær

Sådan så det ud, da jeg havde linet ingredienserne op (og før jeg fandt ud af, at min foodprocessor ikke gad lege med).Hak nødderne i foodprocessoren. Du kan selvfølgelig også gøre det ved håndkraft, men når du nu har en foodprocessor, der virker, så går det noget hurtigere.

Tag nødderne op, og put kokos og gojibær ned i foodprocessoren og blend. Når det er blevet en fin halvtør masse, skal de op igen.

Pil stenene ud af dadlerne, og blend dem. Tilsæt kakao og kokosolie og blend igen. Tilsæt derefter nødder. Det kan godt være, nødderne skal røres i med håndkraft – det bliver en robust masse.

“Dejen” kommes i en form, ca 3. cm. tykkelse, presses godt sammen og pyntes. Den skal stå på køl mindst en time eller to inden servering, så den sætter sig, og bliver hård.

Kagen kan snildt fryses, hvis man er bange for, at den bliver dårlig.

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Strøm giver rå kage | Bærmonster
    19. februar 2016 at 13:44

    […] Eller som jeg skrev i indlægget “Manglende strøm giver ikke rå kage”, så har jeg haft min foodprocessor til reparation. Da den endelig virkede igen, skulle det fejres […]

  • Besvar
    Strøm giver rå kage | Bærmonster
    26. november 2011 at 12:31

    […] Eller som jeg skrev i indlægget “Manglende strøm giver ikke rå kage”, så har jeg haft min foodprocessor til reparation. Da den endelig virkede igen, skulle det fejres […]

  • Besvar
    Marina
    3. oktober 2011 at 10:37

    Den er også rigtig god…
    Meeeen! Jeg synes, at du mangler denne blog på din roll: http://frokenkraesen.blogspot.com/

    Vi ses, smuksak!

  • Skriv en kommentar