På trods af opgaveskrivning nåede jeg at se et par ting i Barcelona: bjerget Montjuic og Gaudis Sagrada Familia. Min veninde er en rigtig god fortæller, så jeg fik en masse spændende historie med om både borgens tragiske historie på Montjuic og det fascinerende over 150-årige arbejde der er på Sagrada Familia.
Sagrada Familia, der sidste år blev udnævnt til domkirke af ham paven, er endelig blevet færdig indvendigt. Og hold op, hvor er det fascinerende. Det er som ingen anden kirke, og man får nærmest fornemmelsen af at gå rundt inde i en enorm skov med det smukkeste lysindfald. Samtidig har Gaudi udfoldet hele bibelhistorien om Jesu fødsel, liv og død uden på kirken. Om man er religiøs eller ej, så er det i den grad noget, der er værd at se. Mine billeder fra Sagrada Familia er desværre ikke kvart så flotte som den rigtige bygning.
Vi kom hen til kirken en dag, hvor de havde fyldt hele midten med stole, fordi der var en koncert nogle timer efter. De øvede noget af tiden, og vi var så heldige at høre lidt af det. Aldrig har jeg oplevet så vild en akustik. Gaudi (og hans hjælpere, tænker jeg) har virkelig formået at få en fuldstændig formidabel lyd i den kirke.
Lidt mad skulle der også til. Vi fandt et tilfældigt tapassted, hvor det meste af maden dog var ret friture-agtigt. Men billige øl – 1 euro stykket. Det ville jo aldrig ske i Danmark. De havde både klassikeren patatas bravas, blæksprutter og andet sjovt.
Patatas bravas:
Mere Barcelona:
Nåja, og så bliver jeg nødt til at nævne, at jeg slap for regnvejr, og at der var 15-17 grader hele ugen. Det var fantastisk.
Der kommer mere i morgen, for jeg rundede også nogle skønne markeder, har lavet konfekt, og spist på et skønt, knaldautentisk tapassted.
0 kommentarer