Små ting #27

Smaa ting Aarhus stories baermonster

Glædelig april! Altså, hvor er jeg begejstret for forår. Jeg cyklede forbi nogle blomstrende træer i fredags, hvor duften af forår sprang ud over det hele. Så skønt.

Til gengæld har jeg en lille tilståelse, indrømmelse eller bare, ja, noget jeg måske skal fortælle, inden vi går i gang med denne omgang små ting.

Jeg kommer til at blogge lidt mindre det næste stykke tid. Indrømmet, jeg har generelt blogget lidt mindre det sidste stykke tid, så på den måde ændrer det sig egentlig ikke. Nærmere er det nok inden i mit hoved, hvor jeg har en plan om 2-3 gode indlæg om ugen.

Det næste stykke tid bliver det nok et indlæg om ugen i stedet.

For sagen er, at jeg længe har bøvlet med seneskedehindebetændelse. Noget, jeg ikke helt har taget seriøst nok, men noget, jeg bliver nødt til at give ro nu. Med et fuldtidsjob, hvor jeg også sidder foran en computer, har mine arme (og mit hoved) brug for at lave noget mindre finmotorisk, når jeg kommer hjem.

Og ja, det med ro er en øvelse, for helt ærligt, så laver jeg en del fritidsting foran min computer: Både bloggen her og frivilligt arbejde, ligesom jeg læser Zetland og blogs. Det bliver noget med at prioritere, og holde skærmfri i min fritid, og jeg tror faktisk, det er en ret god øvelse, der både kan resultere i mere boglæsning og flere gåture. 🙂

Bloggen forsvinder ingen steder, for jeg er vild med at blogge, og jeg er vild med, at DU følger med. Og jeg håber ikke, du glemmer Bærmonster, for selvom jeg drosler bloggen ned, kan jeg ikke helt stoppe med at blogge.

Zero Waste-serien fortsætter, ligesom jeg skylder jeg både et indlæg om nogle bøger, jeg har fået til anmeldelse og fra Stockholm, hvor jeg var på forlænget weekend med skønne damer. Det kommer nok bare til at gå lidt langsommere med at få indlæggene på bloggen, end jeg helst ville det.

Små ting i marts

Og så til de små ting for marts. 🙂 Marts stod som altid på forår, fuglefløjt og fødselsdag, og det kan man jo ikke blive andet end glad over.

Smaa ting Aarhus stories baermonster
*Jeg så Aarhus Stories på Aarhus Domkirke med en veninde. Ret fascinerende med en noget komprimeret videofortælling af Aarhus’ historie fra vikingetiden og frem – med krig, pest og droner i fokus.

Smaa ting sko nature baermonster
*Jeg købte mig et par fodformede sølvsko fra Nature. Bare fordi. Altså, bare fordi jeg havde fået min første voksenløn og godt gad at have et par sko, der var lækre at have på og gå i. Og de skulle naturligvis ikke være brune, men så skinnende som muligt. Jeg har også lige købt mig et par sølvfarvede gummistøvler, fordi mine gamle var blevet utætte. Der begynder at tegne sig et tema.

Smaa ting la cabra baermonster
*Jeg var på La Cabra med en sød kvinde, som jeg har planer om at se mere til i fremtiden. Hurra for nye, skønne bekendtskaber! Og for croissanter og god kaffe.

Smaa ting foedselsdag baermonster
*Jeg havde fødselsdag. Mine søde forældre havde besluttet sig for, at jeg skulle vågne op til en gave, så flere dage før fik jeg en kæmpe pakke forbi. Ikke et ord om nysgerrighed. Det er i øvrigt et vaffeljern og ekstra plader, der gemmer sig i pakkerne, og jeg skal have dem i brug lige om meget snart.

Min fødselsdag gik med arbejde og de sødeste kolleger, der både havde pyntet mit skrivebord med lys, flag og påskeliljer og havde købt rundstykker og kage. Jeg tog også kage med, så dagen var fuld af kage, haha. Om aftenen spiste jeg på Gaya med min familie, der lød positivt overraskede over vegetarmaden.

Smaa ting aros baermonster
*Jeg var på Aros med anden sød kvinde, der ikke er et helt nyt bekendtskab. Vi vandrede rundt i udstillingerne og tog de klassiske meta-billeder i regnbuen. Ellers har man ikke været på Aros, det ved alle.

Smaa ting dahl groed baermonster
*Inden turen på Aros stod den på dahl fra Grød på Aarhus Central Food Market. Jeg synes, det er noget mere hyggeligt end Aarhus Street Food, måske fordi jeg har hang til lavloftede steder med hyggehuler og teaktræsborde. Inderst inde er jeg den vildeste hulebygger, når det kommer til caféer (og biblioteker).

Smaa ting Emma Martiny fabelagtige fristelser baermonster
*Jeg var et smut forbi Emma Martinys lancering af ‘Fabelagtige fristelser’. Så pæn en bog, og så lækre opskrifter. Særligt romkuglerne med sorte bønner, som er til venstre på billedet, er jeg helt fjollet med. Emma er i øvrigt en ret sej iværksættertype, som er i starten af 20’erne og allerede har formået at lave tre smukke kogebøger, en vildt flot kalender, har den fineste blog, udvikler opskrifter for Femina og har en podcast. Sagde jeg sej iværksættertype? Og så har hun bare den sødeste, rareste energi. 🙂

Smaa ting groed baermonster
*Og endnu et madbillede fra Aarhus Central Food Market og endnu noget fra Grød. Denne gang en rigtig grød med rabarber, karamel og mandler på toppen. Så lækkert!

Grøden blev indtaget i skønt selskab med min ene svigerinde. Vi var til Yoga Days Aarhus hele weekenden, hvor jeg også havde fornøjelsen af at undervise 60 søde yogier om lørdagen. Jeg nåede heldigvis også selv på to klasser både lørdag og søndag – med noget så forskelligt som Svaroopa yoga (for rygsøjlen), yin yoga, hormonyoga og fascial flow. Det er de seje kvinder bag Yoga Collective, der står bag Yoga Days, og det havde 5 års jubilæum i år. Jeg håber ikke, det bliver sidste år, for det er sådan et skønt arrangement.

Hvad har gjort dig hverdagslykkelig i marts?

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’ eller på Facebook.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar