Små ting #24

Smaa ting baermonster

Små ting er en anelse bagude, men bedre sent end aldrig. 🙂 Denne måneds små ting er for december og derfor fuld af julehygge. Jeg har sprunget over oktober og november – de måneder skriver jeg om i et par indlæg mere om Indien.

Min december stod på julehygge med venner og familie, arbejde og andet godt. Her kommer et lille udpluk af små ting og store ting fra sidste måned:



*En tur på ARoS med sødeste Anna, jeg mødte i Indien. Jeg er så betaget af Joana Vasconcelos kunst, der også er ret politisk/feministisk. Hendes kæmpe værk, Valkyrie Rán, der er lavet særligt til ARoS, bliver så vidt jeg ved en fast del af udstillingen.



*Den årlige juletur med min mor blev udvidet med de to bedste svigerinder, jeg kender. Og sørme, om søde mor ikke inviterede til high tea på Perch’s i Aarhus. Vi var både fulde af lækker te, sukker, hvidt brød og skønne lyserøde bobler, da vi gik videre på juletur derfra. Så dejligt!


*Frost i mine forældres have på min ugentlige “tøm-kompostspanden-tur”.


*En ny yndlingskop købt på Godsbanens julemarked. Den er både stor, hyggelig og pæn at kigge på.

*Jeg drømmer stadig lidt om den lækre, lækre mad, jeg fik på Restaurant Moment.


*I december købte jeg også et par nye briller, for min styrke er røget op og ned efter jeg skrev speciale. Jeg er glad for dem, men de driller desværre over næsen, så jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg beholder dem, eller udnytter Smarteyes’ smarte stelgaranti. Jeg gider bare næsten ikke kigge efter nye briller, haha, for det er svært at finde nogen, der er flotte, når man er så rundhovedet som jeg. #firstworldproblems, oh yes!



*December stod også på den årlige småkagebagning. I år tilføjede jeg brunkager til de pebernødder og vaniljekranse, jeg bager hvert år. Opskrift følger til jul – sådan kan det gå, når man bager så sent, at man ikke får blogget om det. Til gengæld lover jeg flere juleopskrifter på bloggen til næste jul. 🙂


*Jeg lavede nemlig også en julekraut, der bl.a. gør sig noget så godt på nøddepostej.


*Min ene svigerinde inviterede på fødselsdagspandekager og topping galore. Fem slags pandekager og mere topping, end selv topping-tossen her kunne forestille sig. Så lækkert og hyggeligt. Det grønne er i øvrigt matcha-chia-grød.


*Juletræet. More is more er konceptet i min familie. Mine kusiner og jeg pynter juletræet den 24. om eftermiddagen. Når vi har fået så meget pynt på, som vi orker, kaster vi julestjerner på bagefter. Skæg leg, i øvrigt.


*Vegetarens julemad. Igen i år lavede jeg nøddepostejen, denne gang dog med nogle linser i også. Min onkel og mor stod for salaterne, og min onkel stod for resten (inkl. kød til resten af min familie). Så dejligt med en masse grøntsager før ris a la manden. 🙂


*Mere julemad, her julefrokosten juledag. Min moster startede konceptet med juleplatter længe før, det blev hipster – og har så mange, at hun har foræret både mig og resten af “børnene” en stak hver.

Hvilke små ting – og store ting – oplevede du i december?

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar