Shakshuka – Marokkansk tomatret til morgenmad

Jeg er blevet stor fan af Urtekrams mosede tomater på flaske. De mosede tomater kræver ikke så meget arbejde som hakkede eller flåede dåsetomater eller hele tomater, og er nemme, hvis man ikke gider at finde stavblenderen frem. Samtidig er glasflasken halvdelen af årsagen til, at jeg køber de dyrere tomater (for ja, prisen er desværre ulempen) – Jeg er sikker på, at der ikke sidder BPA og andet stads på indersiden af dåsen, siden tomaterne er på glas og så kan glassene bruges til alt muligt efterfølgende i stedet for at ende til downcycling. De har en stor åbning, og kan derfor ikke bare bruges som drikkeflaske og til smoothie på farten, men også til opbevaring af frø, nødder, linser og lignende.

Og nok hyldest til Urtekrams mosede tomater. I øvrigt en fuldstændig usponsoreret hyldest – jeg har ganske selv købt tomaterne. Søde Mia og jeg havde bare haft en entusiastisk samtale på Instagram om netop disse glasflasker. Hun bruger dem til blandt andet kombucha; der bruger jeg dog flasker med patentlåg.

Grunden til denne tomatsovs-hyldest handler også lidt om shakshuka. For tomaterne på glas indeholder 640 g tomat i modsætning til tomater på dåse, der indeholder 400 g tomat. Da jeg skulle bruge 400 g tomat til noget andet, stod jeg med en rest, der (næsten) kiggede på mig og bad mig lave noget nyt: Shakshuka.

Jeg har stadig hede Marokko-drømme fra tid til anden, og hvad bedre er så (udover naturligvis at besøge landet) at lave retter derfra? Egentlig havde jeg en anden opskrift til jer på en endnu bedre version af kikærter a la Marokko, men billederne var så mørke, at det må blive næste gang, jeg laver den ret.

Shakshuka er en klassisk morgenret i Marokko. Hvis du følger mig på Instagram kan du ikke have undgået at opdage, at jeg elsker de lidt sødere morgenmåltider. Bananpandekager og smoothie er mine favoritter, fordi det nu engang smager så dejligt. Men nogle gange er det godt at prøve vanerne lidt af, og denne shakshuka er skøn til formålet. I øvrigt er det en ret, der fungerer alle tidspunkter af døgnet, hvis man slet ikke kan forlige sig med tanken om tomatsovs til morgenmad (men prøv det alligevel 🙂 ).

Det er egentlig bare en krydret tomatsovs med et æg eller to slået ud i, så ægget bliver pocheret. Man kan både lave tomatsovsen om morgenen, men helt ærligt, så er det sjældent, at jeg bruger mere end 5-15 minutter på morgenmad, selv i weekenden. Derfor lavede jeg en omgang tomatsovs til shakshuka aftenen før. Hvis man er rigtig smart, og er blevet fan af retten, kan man lave en kæmpe portion tomatsovs, fryse ned i portionsstørrelser, hive op af fryseren aftenen før. Så kræver det bare, at man tænder ovnen eller en plade på komfuret og hælder tomatsovsen i en dertil egnet ildfast fad eller gryde, varmer tomatsovsen op og slår ægget ud i tomatsovsen, når den er varm. Mens tomatsovsen varmer op, kan man gå i bad, synge en sang, kramme nogen i nærheden eller noget fjerde.

Og så til en opskrift. Den er inspireret af Sidsel og Lasse, men lavet helt min egen, som jeg altid gør. Som med tomatsovs generelt kan den varieres i det uendelige. Tomat, løg, hvidløg og nogle varme krydderier, så kommer man langt. Sådan her kan jeg godt lide den:

Opskrift på shakshuka til en person:

  • Lidt olie
  • 25-30 g løg
  • 1 lille fed hvidløg
  • Ca. 100 g grøntsag: Enten gulerod (det havde jeg i køleskabet, så det røg i), peberfrugt, squash eller aubergine
  • Ca. 20 g tomatpure (kan udelades, men giver en endnu dybere tomatsmag)
  • 240 g mosede tomater
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1/4 til 1/2 tsk ras el hanout (marokkansk krydderi – kan udelades, spidskommen er det vigtigste)
  • Evt. lidt paprika
  • Lidt chili. Jeg brugte lidt sambal oelek
  • Lidt urtesalt eller havsalt – eller måske bare lidt god grøntsagsbouillon
  • Lidt peber
  • 1 nip sukker
  • 1-2 æg

Hak løg og pres hvidløget. Skær grøntsag (gulerod, peberfrugt eller hvad du bruger) i små tern.

Steg løg i lidt olie i nogle minutter. Tilsæt tomatpure og lad det simre med nogle minutter; det får smagen i tomatpureen til at udvikle sig og fjerner noget af bitterheden. Tilsæt hvidløg og grøntsag og steg med. Tilsæt mosede tomater og krydderier og evt. grøntsagsbouillon opløst i en smule vand. Lad tomatsovsen simre i mindst 10 minutter. Smag til.

Skal du først bruge tomatsovsen dagen efter, kan den fint simre lidt længere.

15 minutter før servering: Varm tomatsovsen helt igennem. Når den er det, så spred tomatsovsen lidt til side (den del glemte jeg dog – det fungerer heldigvis stadig, selvom det blev mere spejlæg) og slå ægget eller æggene ud i tomatsovsen. Lad det simre på komfur eller i ovn til ægget er færdigt, det burde tage cirka 5-7 minutter. Server rygende varm, eventuelt med et stykke brød, en madpandekage eller lignende.

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Mia
    25. maj 2016 at 10:52

    Hehe, hvor er det bare så fint med en lille hyldest til de gode flasker! 🙂 Jeg ser frem til “real life” samtaler engang når det lykkes søde Marianne Luna!

    • Besvar
      Marianne Luna
      26. maj 2016 at 8:35

      Ja, det må vi snart finde ud af! 🙂
      Og meget mystisk – din kommentar havde gemt sig som spam. Akismet er vist lige lovlig effektiv.

    Skriv en kommentar