Senere i dag kommer min søde familie på besøg for at fejre en smilerynke eller to på mine kinder (eller hvor de nu forplanter sig, sådan nogle). Fordi jeg p.t. bor ganske småt og i den anden ende af landet end det meste af min familie, har mine rare forældre lagt hus og meget andet til, så det kan lykkes at få besøg af på den gode side af 20 mennesker. Tænk at være så heldig.
Menuen står på langtidssimret chili con carne med oksebov (i stedet for fars) – opskriften ligner denne, dog med hele stykker kød i stedet, guacemole, creme fraiche, ris, koldhævede flutes og diverse salater – en med kål og fennikel og en med rødbede. Og så altså sambal oelek til dem, der trænger til det.
Senere kommer der koldhævede gulerodsboller og brownie på bordet. Ikke de store forandringer på den front (jeg tør næsten ikke, efter jeg engang serverede raw food brownie for familien i stedet for den normale).
Men fordi nogle bedre kan lide en stærk chili con carne end andre, så gik min mor og jeg i Bazar Vest for blandt andet af fouragere chili til lidt sambal oelek. Opskriften har jeg fundet hos Lone Landmand, men ganget kraftigt ned, da 1 1/2 kg chili var mere, end jeg havde købt eller gad at lave på daværende tidspunkt. Måske burde man lave ordentlig portion en anden gang, for chilipasta er vel ikke det værste at være lagerførende i?
Til et glas skal du bruge:
- 250 g chilier – væld den styrke, du foretrækker
- 33 ml (godt 2 spsk) æblecidereddike
- 33 ml (godt 2 spsk) vand
- 1 tsk groft salt
- 1/2 tsk rørsukker
- 2 spsk + 1 spsk jomfru olivenolie
Blend chilierne (eller skær dem fint og kør dem med en stavblender). Lad chili, æblecidereddike, vand, salt og sukker simre i 15 minutter. Tilsæt 2 spsk olie og kog op. Put chilipastaen på skoldede glas og top med 1 spsk olivenolie.
Chilipastaen kan bruges i stedet for friske chilier eller bare lige der, hvor du har brug for lidt ekstra styrke i din mad.
4 kommentarer
Fudge og ferienydning | Bærmonster
19. februar 2016 at 14:31[…] går aftes lavede jeg sambal oelek igen, nu af 1 kg chili. Det blev til fem glas, hvor nogle er til mig selv og andre en lille […]
Tomatsalsa | Bærmonster
2. august 2015 at 8:02[…] 1 spsk sambal oelek eller lignende chilisauce. Juster styrken efter […]
Dip for alle pengene | Bærmonster
29. maj 2014 at 15:06[…] tsk sambal oelek eller andne […]
Kålwraps med humus | Bærmonster
3. maj 2014 at 9:09[…] Sambal oelek eller anden chilisauce, hvis du vil have det lidt spicy […]