Rødbedesuppe

Endnu en kær genganger i mit køkken, når verden udenfor bliver lidt mere kølig. Rødbedesuppe er blød og varmende comfort food, og så indeholder det nærmest kun grøntsager.

What’s not to like? spørger helsemosteren aka den gamle bedstemor, der sidder med et kæmpe sjal og spiser Riesen, mens hun blogger. Så helt helsemoster er hun vist heller ikke. Måske nærmere en gammel bedstemor, der savner portvin og en gyngestol.

Men tilbage til rødbedesuppen. Den kan fryses, og opskriften er til tre-fire personer som hovedret med brød til. Den er skøn med masser af drys – alt fra creme fraiche eller skyr (som jeg har brugt oven for) til persille, purløg og ikke mindst lidt hidsig revet peberrod.

Du skal bruge:

  • 650 g rødbede
  • 200 g gulerod
  • 200 g pastinak (kartoffel eller persillerod kan også bruges)
  • 5 fed hvidløg
  • 3 skalotteløg
  • 1,2 l grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare opløst i vand, hjemmelavet er endnu bedre)
  • 1/2-1 tsk korianderfrø
  • 1 lille chili
  • Salt, peber
  • Olie
  • Skal fra 1 lime
  • Saft fra 1/2 lime

Skræl rodfrugterne og skær dem i firkanter. Skær hvidløg og skalotteløg i mindre stykker, og svits det i olie. Tilføj rodfrugterne og korianderfrø, og lad det hygge sig i 10 minutters tid, før du tilsætter grøntsagsbouillonen.  Tilsæt resten af krydderierne, undtagen limesaften.

Når suppen har simret 30-35 minutter og rodfrugterne er møre, så er de klar til at få en ordentlig tur med stavblenderen. Alternativt en tur i en foodprocessor eller blender, men det sviner meget – jeg har prøvet det. Kog den op igen, smag til og tilsæt limesaft.

Server med drys efter ønske. Ristet rugbrød er super skønt til.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar