Rødbeder og kikærter i skøn forening

Jeg har et problem.

Jeg fouragerer. Det er upraktisk, når man bor på kollegium og kun har et overskab med tre hylder, en fryserskuffe og to hylder i et køleskab til rådighed. Jeg må tilstå, at jeg i øjeblikket fylder lidt mere end det.

Men da min husholdning er ret lille, dur mit fourageringsgen ikke i alt for store mængder (vi taler om et gen, fordi jeg har arvet det direkte fra min mor). Derfor har jeg et projekt med at få spist de tørvarer, jeg kommer til at samle sammen, når jeg står og sukker over tilbud på Urtekram-hylden i Kvickly.

Menuen i dag stod på ovnbagte rødbeder med kikærter. Fordi, ja, jeg havde både nogle rødbeder og kikærter, der skulle bruges.

Jeg skar to rødbeder og et rødløg i halvkorte strimler, fyrede dem ind i ovnen med olivenolie, salt og peber og lod dem hygge sig der en halv times tid.

Kikærterne havde jeg for en gangs skyld husket at sætte i blød fra morgenstunden af, så de blev kogt. Jeg kogte en del mere, end jeg skulle bruge, for jeg har hørt andre steder fra, at de kogte kikærter sagtens kan fryse. Det gør det en del nemmere, når man får lyst til kikærter.

Da det var færdigt, røg der hakkede krydderurter i. En måske uskøn blanding, og noget bredbladet persille have været skønt. Men det fungerede fint med mynte, rosmarin, oregano og timian.

Til sidst blev det sluttet af med lidt rød balsamico, for at få lidt syrlighed i smagen.

Det smagte dejligt, og det er ikke sidste gang, jeg forsøger mig med det. Men næste gang bliver det med bredbladet persille i stedet.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar