Risengrød

IMG_1830webNu har jeg haft min Bærmonster i to et halvt år, og har endnu ikke skrevet en opskrift på risengrød. Det er en fejl, som hurtigst muligt må rettes.

Selvom risengrød ikke kan siges at være den mest grøntsags- eller klidrige ret i verden, så er det rar comfort food, hvis bare man husker på, at det har en tendens til at ligge lidt tungt i maven. Klidmosteren kommer ind i billedet, fordi jeg serverede det med grøntsagsstænger, da jeg fik besøg af to søde veninder i tirsdags. Det hjælper i øvrigt på tungheden også, hvis man altså serverer det som hovedret.

Ikke, at risengrød er særlig kompliceret at lave. Men det hører ligesom med til standard-opskrifterne for december, ligesom så mange andre gode ting.

Jeg har ofte lavet risengrød om morgenen og stillet gryden på nogle rene håndklæder ind i min seng mellem dynen og sengen. Det fungerer ligesom det gamle høkasse-princip, og man får en grød, der har væsentlig sværere ved at brænde på, da den nærmest laver sig selv. Jeg har dog læst noget om, at det skulle udvikle en masse bakterier sådan at lade mælk og ris stå en halv dags tid, men omvendt er jeg aldrig blevet syg af det.

Sidste gang jeg lavede det, stod jeg dog og rørte i det en lille times tid i stedet.

IMG_1829webTil 3 voksne som hovedret skal du bruge (måske med en lille rest til klatkager – opskrift følger):

  • 2 dl vand
  • 1 1/2 l mælk – jeg brugte 1 l sødmælk og 1/2 liter skummetmælk, hvilket var en super blanding og gav en dejlig grød. Man kan også lave den på skummetmælk, men grøden bliver altså mindre smagfuld og fyldig
  • 2,5 (evt. 3) dl grødris
  • 1/2 tsk salt

På vandet i en gryde og kog det op. Put halvdelen af mælken i og lad den koge. Rør rundt, så den ikke brænder på. Tilsæt risene og resten af mælken. Varm det op til kogepunktet under omrøring. Det skal ikke være ved den højeste varme, så brænder det på. Når grøden koger, så skru ned for temperaturen, så det kun lige står og bobler en lille bitte smule. Put låg på, og rør engang imellem, så grøden ikke brænder på. Lad den koge cirka 50 minutter og server med kanelsukker eller hvad du foretrækker på din risengrød.

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:41

    […] november kom jeg på instagram og kom i tidligt julehumør med risengrød og klatkager. I december lavede jeg sunde chips, skrev tanker om bæredygtighed og lavede to slags […]

  • Besvar
    Marina / cand.mor
    26. november 2013 at 9:53

    Tre voksne til grød af halvanden liter mælk? To voksne og en knapt halvandetårig dreng måske 😉

    • Besvar
      lunabaermonster
      26. november 2013 at 9:59

      Det passede til tre kvinder. 🙂
      Men undrer mig lidt over, at God mad, let at lave fx skriver, at 1 1/2 liter mælk passer til fire personer. Det må vist være som dessert.

  • Besvar
    Lidt om jul, selvom det stadig er november | Bærmonster
    25. november 2013 at 21:12

    […] og risengrød, som jeg netop har blogget […]

  • Skriv en kommentar