Ratatouille eller hvad man ellers kalder konceptet at blande en masse grøntsager sammen

Jeg er så heldig, at jeg fik smidt en del grøntsager efter mig, på vej hjem fra påske. Både squash, aubergine og bladselleri blev det til. Ratatouille var svaret, for jeg var i grøntsagsunderskud og trængte til en opfyldning.

Ratatouille kan laves på et utal af måder. Rødvin og peberfrugt er også skønt i, men jeg følte ikke lige for at åbne en flaske rødvin på en halvtræt tirsdag, så det blev uden, og peberfrugter havde jeg ikke.

Ratatouille til 3-4 personer som hovedret

  • 1 squash
  • 1 aubergine
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure (140 g)
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • Bladselleri efter behag – jeg brugte en del, fordi jeg synes, det er rart og godt
  • Frisk rosmarin, basilikum og timian
  • Olivenolie
  • En hakket syltet chili (mindre, hvis den ikke er syltet)
  • Urtesalt og peber
  • Tilbehør: kogte bygkorn eller andre korn og revet parmesanost – det skulle heller ikke blive alt for frelst

Kog bygkornene – de skal koge på omkring 45 minutter.

Svits løg og hvidløg i olien, og tilføj aubergine hakket i firkanter. Auberginen må gerne have ligget med lidt salt på forinden, så lidt af vandet bliver trukket ud. Tilføj squash, når de andre ting er ved at være bløde og rare. Tilføj bladselleri, gulerødder og chili, og lad det hygge sig et par minutter. Tilføj så tomatpure – lad det blive svitset lidt i bunden, så lidt af syrligheden kommer væk. Smag til med et nip sukker, og tilføj de hakkede tomater og krydderurter i massevis. Hvis du har rødvin, er det nu, det skal i.

Lad retten stå og simre lidt tid, men ikke for længe – grøntsagerne må gerne have noget bid tilbage i sig.

Server på bygkorn med revet parmesan på, og bliv en lille smule mere grøntsagsholdig bag alt tøjet.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar