Postkort fra Stockholm

I marts tog jeg en lidt længere tur med toget. Jeg skulle nemlig mødes med tre skønne veninder fra mit gamle kollegium i Stockholm, hvor vi skulle hygge, gå rundt, kigge på pæne bygninger, genbrugsshoppe og spise god mad i hele weekenden.

Som med andre postkort fra min hånd kommer de i Post Nord-tempo. Denne gang fordi det virkede malplaceret at skrive postkort eller en mini rejseguide til Stockholm lige efter det grimme terrorangreb på Drottninggatan, som skete kort tid efter, vi var kommet hjem.

Jeg har ikke lyst til at skrive mere om terror, andet end det er grimt, grumt og ikke burde ske.

Derfor kommer indlægget her stedet til at handle om små glimt, tips, ord og billeder fra Nordens Venedig, som nogle mennesker kalder Stockholm. Og det med rette. Der er vand til alle sider og bygningerne er majestætiske på en helt anden måde end Oslo og København. Det er tydeligt, at Stockholm har været rig, for de smukke, gamle, store bygninger fylder ikke bare centrum, men alle kvarterne: Gamla Stan, Norrmalm, Kungsholmen, Södermalm, Östermalm og Vasastan.

Vi boede i Norrmalm på et fire-mandsværelse på Generator Hostel. Egentlig havde vi talt om AirBnB, men jeg tror, vi var for tidligt ude med at kigge efter gode steder; der var i hvert fald ikke meget at komme efter, de gange, vi tjekkede. Generator var heldigvis også et fint valg til en weekend med pæne og rene værelser – dog ingen morgenmad inkluderet, hvilket så meget desto mere er en god grund til at købe lækker morgenmad på de mange skønne steder i byen. 🙂

Jeg tog toget fra Aarhus til København og hoppede på et lyntog fra København mod Stockholm. Det tager 5,5 time. Jeg kan anbefale at købe togbilletterne i god tid, for prisen stiger, og de kan blive udsolgt. Mine andre veninder fløj fra henholdsvis Billund og Oslo, og tog heldigvis min begejstring for klimavenligere tog med ro. 🙂 Fordelene ved at tage toget er også: Ingen kø i lufthavnen, tid til at læse og billigere pris, hvis man er ude i god tid. Ulempen er til gengæld, at det trods alt tager længere tid, også til Stockholm.

Og så til postkortet med en god stak billeder, delt op i fredag, lørdag og søndag. Jeg håber, du vil se med. 🙂

Fredag

Jeg ankom med toget halvanden time før de andre, og faldt tilfældigvis over Kaferang, der ligger på Gamla Brogatan 13A i Norrmalm. Det viste sig, at de havde både fremragende kaffe og virkelig gode kanelbullar. Så behøver man ikke meget mere her i verden.

Endnu et billede fra hyggelige og skægge Kaferang.

Jeg fik hele to gange kaffe og kage om fredagen, for efter min kanelbulle og kaffe på Kaferang, fik jeg selskab af mine veninder, og så måtte vi jo drikke kaffe igen. 🙂 Denne gang smagte jeg en semlor, en svensk fastelavnsbolle, som jeg ikke har fået før. Skal jeg være ærlig, er jeg klart mere til kanelbullar.

Så pæn en by, jo!

Fredag, Stockholm og solnedgang.

Lørdag

Lørdag morgen stod på grød/yoghurt/croissant/mäcka på Kaferang. Jeg måtte jo vise de andre stedet. Dejlig morgenmad i øvrigt. 🙂 Jeg fik grød og kaffe med havremælk. Endnu et plus ved Stockholm: De har plantemælk til kaffe stort set alle steder, og ofte havremælk, som jeg synes smager meget bedre i kaffe end sojamælk.

Vi gik straks mod Södermalm for at genbrugsshoppe en masse. Er der en ting, vi alle fire har forkærlighed for, er det nemlig sjove genbrugsbutikker og gode fund. Jeg fik selv en virkelig fin rød kjole med hjem. Desværre ikke den lyserøde cykel, som vist heller ikke var til salg.

Formiddagskaffen blev indtaget på Il Caffé og frokosten stod på gode og snaskede burgere på Södermalm.

Pæn krydderihylde (vist nok på Urban Deli).

Vi sluttede lørdag aften af med mere snask: God pizza og for nogles vedkommende en enkelt Aperol Spritz på Döden i Grytan. Dog også ret store portioner, og jeg ærgrede mig lidt over, at det ville være dumt at slæbe resterne med hjem, nu vi ikke havde noget køleskab, hvorfor de måtte ryge ud. Jeg gider ikke tælle kalorier eller noget, men det var nok meget godt, at vi efter min venindes beregninger havde gået 24.000 skridt den dag. For vi havde også fået et enkelt stykke kage om eftermiddagen mellem de ikke-så-grøntsagsrige måltider.

Så glad bliver man, når man får en Aperol.

Søndag

Og en sidste gang lækker snask: Morgenmad med kaffe, chiagrød og lækker valnødde-snegl på Fabrique, et new yorker-smart stenovnsbageri, der ligger flere steder i byen. Vi var i den i Odengatan i Vasastan.

Derefter gik vi sydpå til Kungsholmen for at kigge på slottet.

Og fik en sidste gang lækker Stockholms-mad til frokost i Södermalm. Her står den på vegge-wrap med bl.a. søde kartofler på Cafe & Co på Hornsgatan.

Om eftermiddagen hoppede jeg på et tog hjem mod Danmark med en skøn weekend i ryggen.

Har du været i Stockholm? Hvis du har gode tips, så del endelig i kommentarfeltet. 🙂

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’ eller på Facebook.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar