Postkort fra Myanmar: Tusmørke

IMG_4906

Skumringen i Yangon er noget særligt.

Lyden af fugle, der flyver lavt og skræpper til hinanden, som om de skal nå at snakke for en hel måned, før de går i seng. Fuglene blandet med den slags stilhed, der omslutter en by, når mørket falder på. Afstandene bliver længere, ansigter mere mudrede.

Skumringen i Yangon er noget særligt. Fordi den så tæt på Ækvator går så hurtigt, at jeg ikke altid bemærker den, før den er afløst af mørket og stjernerne.

Yangon er noget særligt.

Lydene, lugtene, menneskene, husene, træerne, trafikken, maden. Biler, der dytter, hver gang de drejer af et gadehjørne eller bare, når de lyster. Lugten af røgelse, underligt kød, durian, varme, sved. Varmen, der rammer en som en mur, hver gang man går ud af et rum med aircondition. Fugtigheden i varmen, der stadig er der, selvom regnsæsonen nu er ovre.

Menneskene, der går i longyi og thanaka, i jeans og mascara. Mennesker, der smiler og vinker, eller går rundt i deres eget tempo. Husene, der er fugtige og sikkert mere befængt med skimmelsvamp, end jeg har lyst til at tænke på. Husene, der er enhver planteelskers drøm, fordi planter gror alle steder, bare der er lidt fugt. Træerne, fordi de er så grønne, at det både gør godt for øjnene og sjælen. Trafikken, fordi man skal vare sig for at krydse vejen, fordi bilerne, der drejer til højre og venstre, gør det uden at kigge efter fodgængere. Maden, fordi her er mad over det hele. Frugter og grøntsager, dybstegte sager, ris i uanede mængder.

Yangon er noget særligt. Fordi det er her, jeg bor.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar