Postkort fra Myanmar: Slangetemplet Mwe Paya

IMG_3538

I oktober, efter den danske rejsegruppe var rejst hjem, men den ene rejseleder, Helene, stadig var i Yangon, tog jeg en dag fri for at tage på eventyr med hende.

Målet var slangetemplet “Mwe Paya” i Twante, der ligger en lille times kørsel fra Yangon.

Vi tog færgen over floden i Yangon, hvilket i sig selv er lidt af en oplevelse. For de få minutter med færgen skiller Yangon ad i den dyre ende med smukke huse i kolonistil og dyr mad på The Strand til slum, støv og en helt anden verden.

Efter færgeturen “fandt” vi to motorcykeltaxaer. Fandt er så meget sagt, de fandt vist nærmere os, hvilket viste sig at være et problem senere.

IMG_4936

Vi sad bag på motorcyklerne en lille times kørsel ud til slangetemplet. Det ligger midt i en flod, bundet sammen med landet via fire lange broer. Buddhistiske templer har nemlig altid indgange til alle fire verdenshjørner.

IMG_3512

Som altid gik vi barfodede (jeg så forleden et par gå ind i til en pagode med sko på – det er virkelig disrespektfuldt). På vej derhen var der rig mulighed for at købe gammelt brød og fodre de fede fisk med i vandet. Jeg må indrømme, at jeg kom til at købe noget brød af de søde børn, men ved nærmere eftertanke burde man nok ikke: Jeg tror ikke, det er sundt for hverken fisk eller vand.

IMG_3509

(Det er lidt svært at tage gode billeder midt på dagen i skarp sol. Men børnene er stadig søde)

I Mwe Paya bor tre nonner og cirka 20 kæmpe slanger, der efter sigende kun lever af mælk.

IMG_3521

Slangerne ligger og hygger sig rundt omkring i templet; i vinduerne, bag buddha-statuerne og så videre. De mindre af dem kan man også holde, hvis man tør – og mod betaling.

IMG_3531

Også i på træet midt i templet og i vinduerne slangede slangerne sig.

IMG_3517

Efter slangetemplet tog vi en hurtig tur forbi et pottemagerværksted, fordi fyrene med motorcyklerne foreslog det. Værkstedet var dog lukket, fordi de holdt frokostpause. Men der var masser af ler.

IMG_4930

Da vi landede tilbage ved færgen, oplevede jeg min første og hidtil eneste scam (altså at blive snydt) her i Myanmar. Pludselig ville motorcykeltaxachaufførerne have halvanden gange aftalt pris, fordi de havde kørt os fem minutter længere væk til et potteværksted, som de selv havde foreslået utallige gange – uden at fortælle os om den ekstra pris. Det blev lettere ubehageligt, for det var i forvejen ikke en billig pris at leje en motorcykeltaxa en formiddag. Pludselig ville de slet ikke have nogen af vores penge. De endte med at ringe til deres venner, fik pengene (det aftalte beløb), og så skyndte vi os væk.

Jeg synes det er så svært, sådan noget med scams og priser. Scams – eller snyd og ændring af priser – synes jeg sjovt nok er ret uholdbart og ikke i orden. Normalvis er de heldigvis til at stole på i Myanmar, men der er forskel på local og foreigner price. For eksempel kostede færgeoverfarten, der tog fem minutter, 5.400 kyats (ca. 27 kr.) for udlændinge, og 100 kyat (50 øre) for lokale. Det er alligevel en lidt rigelig stor prisforskel, synes jeg. Transport er generelt meget billigere for lokale – både med busser, taxaer og motorcykler, mens mad koster det samme.

Jeg er udmærket klar over, at jeg som udlænding har flere penge end den almindelige myanmeser. Helene og jeg diskuterede prisforskel og scams en del den dag. For selvom vi har flere penge end mange myanmesere, er vi begge studerende, og vælter derfor ikke ligefrem i guld. Jeg vil da klart gerne støtte den almindelige myanmeser, men samtidig vil jeg ikke betale så høj en overpris, at det virker fuldstændig tosset. En overpris, jeg heller ikke har råd til at betale på lang sigt, og en overpris, der kan gøre, at myanmeserne måske tror, at turister generelt gerne betaler fem gange så meget.

Hvis man som land gerne vil være attraktivt for turister, er det måske også smart nok ikke at gøre det så dyrt, at det kun kan betale sig for de velbeslåede. Men det er en evig og svær debat, for de lokale lever også af turister.

Heldigvis er det eneste scam, jeg har oplevet i Myanmar. Til gengæld varierer de faste priser afhængig af, om man er turist eller lokal. I modsætning til, hvad jeg lige har læst om scams i Cambodja, og selv oplevet med taxascams i Vietnam, er jeg glad for, at det ikke er så udbredt her i Myanmar. Og jeg håber ikke, det bliver det. For det skaber en rigtig ærgerlig mistillid mellem turisterne og de lokale.

Har du oplevet scams eller store prisforskelle på rejser? Og hvad tænker du om at betale foreigner price?

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Pagoder i Yangon, Myanmar | Bærmonster
    10. april 2016 at 17:31

    […] Paya: Et slangetempel, der ligger lidt udenfor Yangon. Læs mere om det lige her. Tag færgen over floden (mod vest – tæt på Strand Hotel) til 5.400 kyat eller 4 dollars (p.t. […]

  • Skriv en kommentar