Postkort fra Myanmar: Hurra for praktik

IMG_9676

Bare et lille kvæk fra kontoret i Yangon. Jeg har masser af spændende indlæg til bloggen i ærmet (listen bliver længere og længere, haha), men praktikken kommer i første række, og lige nu er her nok at lave.

I sidste uge havde jeg besøg af 19 skønne danskere; 17 deltagere og 2 rejseledere, der skulle besøge projektet her i Yangon og samarbejdspartnernes projekter rundt i Myanmar. Det var SÅ skønt med besøg af de seje deltagere og herlige rejseledere, både med ekstra selskab hernede, men også at rejse rundt og besøge projekter og ikke mindst at opleve Myanmar før første gang igen – nemlig gennem deltagernes øjne og deres nysgerrige og kloge spørgsmål.

De danske rejsedeltagere nåede henholdsvis at besøge projekter og unge frivillige i Maubin og Mandalay – vi delte gruppen op i to, så der ikke kom 20 folk vadende, men kun 10. Ellers var der tid til at møde og lege med unge myanmesiske frivillige i Yangon, fare vild i Yangon, tale med munke, shoppe ting på markedet til kampagnen i Danmark og ikke mindst at besøge Shwedagon i Yangon, den store pagode, jeg før har skrevet om. På billedet øverst er det de fleste af rejsetruppen ved Shwedagon, efter solen er gået ned. Det er et vildt fascinerende syn med alt det guld, der bliver lyst op af gule lamper.

Selvom jeg lige p.t. har lige rigeligt meget at se til, så er jeg drøntaknemmelig. Over dygtige kolleger, herligt besøg i sidste uge og den her praktik generelt. Praktikken er svær og nogle gange drønhård, hvilket gør den så meget mere lærerig. Jeg lærer lidt mere hver eneste dag, og det er guld værd. Det at være i praktik med så frie rammer, som jeg har, kræver mere, men er også ti gange sjovere, fordi jeg får lov at arbejde med det, jeg synes, er spændende. Jeg er kæmpe fan!

Så ikke et ord om, hvor meget fremdriftsreformen og andre politiske aftaler gør det nærmest umuligt at være i praktik under studiet, og hvor meget praktik giver. Ikke et ord. Næsten.

P.S. Vil du gerne i praktik i Myanmar, kan du læse mere om det lige her.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar