Pitabrød

IMG_2685webFor efterhånden farligt længe siden lovede jeg en opskrift på pitabrød. Hvis du har haft drømme i den retning siden, håber jeg, du har fundet dem andetsteds. Og ellers får du den her til fremtidig brug.

Der skete nemlig det, at jeg gravede mig lidt dybere ned i eksamenshulen, end jeg egentlig havde tænkt. I forhold til studiet var det nu godt nok, men hold op, hvor har jeg savnet bloggen (og det der liv udenfor eksamenshulen generelt, men det kommer jo heldigvis igen). Jeg barsler med planer om en større makeover herinde og planlægger blogindlæg, for selvom jeg har læst til eksamen, har jeg lavet lidt mad indimellem. Spise det skal man jo. Heldigvis. Ellers havde det været lidt kedeligt.

Ikke mere snak, nu en opskrift. Jeg har fundet opskriften hos de gode salatsøstre Scheftelowitz og Bock (Suveræne salater), men har lavet lidt om i den, som jeg altid gør.

Til 8 styk skal du bruge:

  • 3 dl vand
  • 12,5 g gær (1/4 pakke)
  • 1/2 tsk sukker eller honning
  • 1 spsk olivenolie
  • 450 g mel (jeg brugte 150 g grahamsmel og 300 g hvedemel, da jeg gerne vil have dem lidt grove)
  • 1 tsk salt

Rør gæren ud i vand. Tilsæt salt og sukker/honning. Tilsæt olivenolie og mel. Ælt dejen, til den er smidig og rar og lad den hæve et lunt sted i cirka 2 timer. Ælt den igen og del den i 8 lige store stykker.

Rul hvert stykke ud til 1/2 cm’s tykkelse med en kagerulle. Lad stykkerne efterhæve på en bageplade med bagepapir på i cirka 30 minutter. Pensl med en lille smule vand og bag pitabrødene ved 250 grader i cirka 10 minutter. De skal ikke tage farve, så bliver de hårde.

Et lille tip er, at det virkelig er lidt vand, de skal pensles med, ellers hæver de ikke op i midten og får det hulrum, der er konceptet med pitabrød.

Server med lige, hvad du lyster. Jeg serverede dem med en omgang falafler (opskrift følger), haydari (fetadip), tabouleh og baba ganoush, og det kan bestemt anbefales.

God mandag til dig!

IMG_2694web

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Falafler med grønt i | Bærmonster
    12. marts 2015 at 11:40

    […] serverede falaflerne med hjemmebagt pitabrød, baba ganoush, haydari (fetadip) og tabouleh. Det kan godt anbefales. Det eneste ikke-veganske er […]

  • Besvar
    PeacefulAngel
    20. januar 2015 at 0:19

    Mmm ser bare så godt ud. Det er vidst tid til at komme i køkkenet igen 🙂

  • Besvar
    Marina / cand.mor
    19. januar 2015 at 16:01

    Uhm, det ser godt ud. Vi skal faktisk have pita i aften, og ville da ønske, at jeg havde haft tid til at lave dine pitaer i stedet for at ty til de købte.

    • Besvar
      lunabaermonster
      19. januar 2015 at 19:26

      Det må være en god undskyldning for snart at lave pita igen. 😉

    Skriv en kommentar