Pesto med mandler

Hej fra specialeforsvarshulen. Jeg lægger sikkert mere mærke til det end du gør, kære læser, men det er en hel uge siden, jeg sidst har kigget herind, og det er selvklart en fejl. 🙂 Jeg har en milliard idéer og en boganmeldelse på tegnebrættet, men lige nu bruger jeg min sidste energi på at forberede det specialeforsvar, jeg skal holde i morgen (!). Derfor stilheden.

Energien kommer helt sikkert igen, men hold nu op, hvor trænger jeg til at holde ferie. Til at kramme og snakke med venner, til at glo ud i luften med god samvittighed, til at læse bøger, til at bade i havet og svenske skovsøer og til at dyrke mere yoga, danse, grine, lave en masse god mad og skrive en masse gode blogindlæg. Blandt andet.

I dag får du derfor bare en simpel opskrift, der er både nem og noget så dejlig – nemlig pesto. Denne er med mandler, både fordi mandler er dejlige, men også fordi selv økologiske mandler er en del billigere end pinjekerner, og jeg synes, det smager lige så godt med mandler som med pinjekerner i en pesto. Prøv selv, og skriv meget gerne, om du er enig. 🙂

Denne opskrift er til en enorm portion, der selvfølgelig kan skaleres ned. Jeg har nemlig endelig fået meldt mig ind i Aarhus’ Økologiske Fødevarefællesskab, og lever p.t. højt på sprøde, økologiske, lokale grøntsager. I sidste pose var der verdens største portion basilikumblade med, så jeg lavede en kæmpe portion pesto, gav mine forældre noget af den, spiste noget af den på pizza, frøs noget af den og resten har jeg puttet i salater de sidste par dage.

Pesto med mandler

Du skal bruge:

  • Basilikumblade (og evt. det øverste af stænglerne) fra 2-3 potter basilikum
  • 3 dl olivenolie – mere, hvis du gerne vil have den ret flydende
  • 200 g parmesanost (kan udelades for en vegansk version, tilsæt evt. flere mandler, salt og evt. gærflager)
  • 200 g mandler
  • 1 tsk god salt
  • 2-3 fed hvidløg
  • Friskkværnet peber

Blend hele molevitten og smag til med salt og peber. Det er nemmest at blende parmesan og mandler først, og derefter tilsætte resten – og det er nemmest i en kraftig foodprocessor. Ellers kan du lave det i en minihakker af flere omgange.

Pestoen smager dejligt som dip, ovenpå pizza og brød, i sandwiches, i salater og andet godt. I aften har jeg tænkt mig at blande en masse pesto med zoodles (squash skåret som nudler/pasta) og måske nogle ærter som en hurtig og sund aftensmad.

For et par dage siden lavede jeg også en lækker og nem broccolisalat af: Et broccoli skåret i mundrette skiver og overhældt med kogende vand, 1/2 finthakket rødløg, 1 dl le puy-linser (skylles og koges ca. 20 min.). Bland det hele med en god omgang pesto. Salaten kan snildt holde sig på køl til dagen efter. Denne portion passer til to måltidssalater.

Pesto broccolisalat

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar