Panikdag og et café-review

Bloggen er ikke død. Men som jeg skrev for nogle indlæg siden, skulle den 2. november lige overståes – helst i god ro og uorden. Det gjorde den også, og lige nu er jeg glad. Meget glad. Men desværre også så travl, at jeg ikke får lavet så meget mad for tiden, som jeg kunne ønske.

Den 2. november er det, vi i journalistverdenen kalder Panikdagen. For det er panik, selvom vores praktikantvejleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole prøver at få ordet “Store Match-dag” til at slå igennem. Målet er at få en praktikplads, og helst den bedste/fedeste. Os fra Danmarks Medie- og Journalsithøjskole skal i praktik i hele 18 måneder, så det betyder en del, hvor man ender henne.

Den bedste plads er i de flestes øjne også den mest søgte plads. Derfor prøver 300 journaliststuderende at få en af de mest eftertragtede af de 250 praktikpladser, der bliver udbudt. Politiken får 54 ansøgninger til 9 pladser, Ritzau får 29 ansøgninger til 2 pladser, og Dansk Cyklistforbund får ingen ansøgninger. Det er skævt, som 3F ville sige (der i øvrigt selv fik en del ansøgninger).

Det er en fuldstændig vanvittig dag, hvor der sker ting, man aldrig havde forventet. Folk, der bliver set som dygtige, får måske ikke en praktikplads, mens andre vælter i tilbud.

Jeg var heldig. Jeg har fået en praktikplads på et fremragende landsdækkende dagblad, og glæder mig som et barn glæder sig til jul med at komme i gang. Men jeg kender andre, der stadig kæmper for at finde ud af, hvad de skal lave fra den 1. februar.

Os, der fik en praktikplads, skulle selvfølgelig fejre det i onsdags. Jeg smuttede med de søde piger fra mit gamle hold på Drudenfuss i Aarhus, og spiste caféburger. Selvfølgelig havde jeg – som den glemsomme madblogger, jeg er – ikke taget mit kamera med.

Burgeren bestod af en ciabattabolle med noget salat, tomat og de grøntsager, man ellers kender, syltet løg, (lidt for) rigeligt med aioli og en bøf – ikke en hakkebøf, men en rigtig bøf. Der var rigeligt med aioli ved siden af sammen med nogle ovnstegte hele kartofler. Det var okay. Men helt ærligt, så har jeg fået væsentligt bedre burgere, der også kostede lidt mindre, end de 125,- kr., jeg betalte for den her.

Bollen var nærmest umulig at skære igennem, og der manglede i den grad noget, der gjorde den lidt mere spændende. Det var bare en bolle med bøf og aioli, uden at kvaliteten var til at komme op og ringe over.

Men øllen var kold, selskabet var hyggeligt, og så er alt jo godt. Næste gang spiser jeg dog min burger hos Smagløs igen. De vinder stort på deres burgere i min bog (selvom de nogen gange glemmer at stege bøffen ordentligt, hvilket er rimelig dumt).

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar