Opskrift på vegansk pizza bagt med surdej

Opskrift paa vegansk pizza med surdejsbund baermonster

Jeg er stor fan af brød bagt med surdej. Surdej giver nemlig en lækker syrlig smag. Samtidig giver langtidshævet brød bagt med surdej og groft mel et sundere brød, blandt andet fordi der sker noget med glutenstrukturerne (uden at jeg kan forklare kemien helt så godt, som DR gjorde i et program om brød).

På det sidste er pizza bagt med surdej blevet min nyeste surdejs-ting. Det kræver bare, at man smider en dej over om morgenen, og den er heldigvis meget enkel at lave og kræver ikke vilde røremaskiner eller lang æltetid – tværtimod.

Denne pizza er vegansk, da jeg har eksperimenteret lidt med VioLifes forskellige veganske oste. De havde dem på tilbud til nærmest ingen penge i min lokale brugs, så derfor tænkte jeg, at det var på tide at få testet vegansk ost af.

Og nej, vegansk ost smager ikke som almindelig ost. Men er man veganer, laktoseallergiker eller vil af andre årsager ikke støtte mælkeindustrien, er det et ganske fint alternativ. 🙂

Opskrift paa vegansk pizza baermonster

Og så til en opskrift – først på pizzadejen, og efterfølgende får du forslag til forskellige slags topping.

Opskrift på pizzadej med surdej

Til en bageplade pizza skal du bruge:

  • 0,5 dl surdej (jeg bruger samme surdej, som jeg bruger til rugbrød, dvs. en surdej, der består af ca. halvt rugmel og halvt hvedemel, vand og lidt salt)
  • 2 1/4 dl lunkent vand
  • 3/4 tsk salt
  • 100 g groft mel (jeg har brugt groft ølandshvedemel)
  • 175 g hvedemel (alternativt en blanding af hvedemel og durummel)

Rør surdejen ud i vandet og tilsæt resten af ingredienserne. Rør dejen igennem til den hænger sammen. Stil den overdækket på køkkenbordet og lad den hæve en 8 timers tid.

Om aftenen: Sæt ovnen på allervarmeste temperatur – ca. 300 grader. Lad en plade blive i ovnen. Hvis du har en pizzasten, så put den i ovnen.

Lav fyldet (forslag til fyld kommer nedenunder).

Fordel pizzadejen på en bageplade med bagepapir. Den er våd, så den skal bare smøres ud med våde hænder. Tilsæt fyld og ost.

Flyt pizzaen over på den varme bageplade/pizzasten og bag den ved ca. 300 grader til den er færdig – det tager ca. 5-10 minutter.

Pizzaen kan sagtens fryses eller spises kold næste dag.

Pizzafyld

Først det “våde”: Jeg bruger enten tomatsauce (fx denne opskrift), ramsløgspesto eller pesto. Eller laver en pizza bianca uden sauce, men med kartofler og hvidløg eller løg samt rosmarin.

Så nogle grøntsager: Fx grillede auberginer, peberfrugt, lidt kål (yep – grønkål eller palmekål smager godt på pizza), broccoli, artiskokker, oliven eller hvad du ellers lyster. Det geniale ved pizza er, at det også er en fantastisk lækker måde at spise de grøntsagsrester, man nu har liggende, for stort set alting dur.

Og ost: Jeg brugte 1/2 pakke vegansk ost (100 g) til en pizza. Du kan selvfølgelig også bruge en anden ost, fx parmesanost, hvis du vil have en ikke-vegansk udgave.

Opskrift paa pizza vegansk baermonster

Har du smagt vegansk ost? Og hvad synes du om det?

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’ eller på Facebook.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar