Opskrift på hjemmelavet rå chokolade – både med og uden fyld

Da jeg for et stykke tid siden købte mig fattig på Buy Whole Foods Online, købte jeg blandt andet rå kakaopulver og rå kakaosmør. Jeg har nemlig længe drømt om at eksperimentere med hjemmelavet rå chokolade, og når det var lidt billigere at købe end i Danmark, måtte det jo være grund nok til at svælge i kakaobønnens fortræffeligheder.

Jeg ville gerne lave rå chokolade, og det kræver en anden slags sødning end raffineret sukker, som er varmet op. Jeg prøvede først med kokossukker, men det blev ikke opløst. Derfor er sirup som agavesirup eller ahornsirup perfekt til formålet, da de jo er flydende i forvejen og i øvrigt indeholder flere næringsstoffer end roesukker.

Som tidligere skrevet er det ikke fordi, jeg aldrig spiser raffineret sukker. Men jeg synes det er sjovt at finde alternativer på mere næringsfulde sødestoffer, der smager lige så godt – og efterlader én med en bedre fornemmelse i kroppen, end jeg synes, raffineret sukker gør.

Jeg serverede chokoladerne for min familie en søndag, og jeg tør godt love for, at de var populære! Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg leger med det, for det smager fabelagtigt.

Det snilde ved hjemmelavet chokolade er, at man selv kan bestemme råvarerne og samtidig kan lege med smag. Skal der fyld i? Skal de smage af appelsin, pebermynte eller karamel (som lucumapulver giver) – eller bare helt rent?

Jeg har investeret i et chokoladetermometer til formålet, men den måde, jeg laver det på, kræver kun en opvarmning, hvorfor det ikke er dybt nødvendigt i dette tilfælde – men dog rart med et termometer, der kan bruges til mad. Vil man nørde chokolade-knæk – og det forstår jeg godt, hvis man vil – skal chokoladen tempereres efter den er lavet, og det kræver et chokoladetermometer, som er meget nøjagtigt.

Af køkkengrej skal du bruge:

  • En kasserolle og en skål, der er lidt større end kasserollen – til vandbad
  • En ske
  • En skraber
  • Evt. et termometer
  • En chokoladeform – skal det være fyldte chokolader er det nemmest med en i hård plast eller stål, men brug det, du har. Alternativt kan du også hælde det på i en større form, så det bliver en plade chokolade

Raw chokolade

Til den rå chokolade skal du bruge:

  • 60 g (1 dl) rå kakaosmør
  • 3 spsk (20 g) rå kakaopulver
  • 2 spsk (20 g) agavesirup eller ahornsirup (eller honning, hvis det ikke behøver være vegansk)
  • Evt. 1 tsk vaniljepulver, lucumapulver eller anden smag, fx nogle dråber pebermynteolie eller lidt appelsinskal
  • 1 nip Himalayasalt

Til fyld skal du bruge:

Lav et vandbad ved at fylde vand i kasserollen og sætte skålen ned i kasserollen. Skålen skal være større end kasserollen, så der ikke sprøjter vand op i skålen, da det kan ødelægge chokoladen. Vandet skal ikke koge, bare være varmt.

Smelt langsomt kakaosmøren i vandbaddet. Tilsæt sirup og smelt det sammen med kakaosmørret. Tilsæt til sidst kakaopulver, salt og evt. vaniljepulver. Hvis du vil tilsætte anden smag, gør det da, når du tager chokoladen af vandbaddet, så det ikke fordamper (det gør pebermynteolie fx).

Raw chokolade hjemmelavet

Chokolade uden fyld: Hæld chokoladen i forme, skrab kanterne af og sæt chokoladen et mørkt og køligt sted til det stivner.

Raw chokolade med fyld

Chokolade med fyld (det smager bedre, end jeg kunne få det til at se ud på billedet ovenfor 🙂 ) Bland daddelpure og cashewnøddesmør godt. Hæld lidt af den lidt afkølede chokolade (ca. 31-32 grader) i formene og fordel rundt, evt. med en pensel. Tøm formene, så der kun er chokolade i kanten – giv dem evt. et ekstra lag. Lav chokoladen stå mørkt og køligt til den er stivnet. Fordel daddel-cashewfyldet i midten af chokoladerne og fordel det sidste chokolade på toppen, så fyldet kun er i midten. Lad det stivne og stornyd. 🙂

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar