Om kærlighed og udvidelse af hjertet

Jeg vil ikke være bange. Bange for at mit hjerte brister igen. Bange for at dele. Derfor får du i dag nogle ord om kærlighed. Om, hvorfor bloggen har været mere stille de seneste tre måneder.

Min lørdag stod på vielse og bryllupsreception ved skønne mennesker. Bryllupper er til at blive glade i låget over, for hvad er bedre end at fejre kærligheden?

Jeg fejrer også kærlighed i mit eget liv. Ikke med bryllup, dog, men med lykkebobler i maven.

Efter at have været single i noget, der føltes som evigheder, så længe, at jeg ikke brød mig om at skriv det nogen steder, så længe, at jeg til sidst blev bange for, om jeg nogensinde ville møde ham, så dukkede han pludselig op den første onsdag i maj. Og slog mig fuldstændig ud af kurs og ind på kurs.

Han er den største årsag til, at bloggen har stået ret stille de sidste tre måneder. Jeg har haft lyst til at skrive. Om kærlighed, om livet. Alligevel har jeg ikke turdet.

Men jeg vil ikke være bange længere. Bange for at miste, bange for at mit hjerte igen går i så mange stykker, at det tager år at samle det op og sætte det sammen igen. Man kan aldrig vide sig sikker på, om det vil ske igen, men jeg vil ikke være bange på forhånd.

Derfor får du i dag nogle ord om kærlighed. For jeg bobler så meget over, og min måde at arbejde med både ulykkesbobler og lykkebobler på, er at skrive dem ud. Jeg kunne selvfølgelig lade være med at dele. Det har jeg gjort før. Jeg delte ikke, da mit hjerte bristede for fire et halvt år siden. Jeg turde ikke. Jeg var bange for, at det aldrig ville blive samlet igen. Jeg var bange for at udstille mig selv i min svaghed.

Men er det svagt at have oplevet kærligheden og fået et bristet hjerte ud af det? I dag tænker jeg det modsatte. Det betyder, at man har turdet åbne op for lykken, at man har gjort et forsøg.

Nogle ting er private for andres privatlivs skyld. Og han er ikke så vild med sociale medier, som jeg er. Derfor kommer jeg ikke til at dele meget om ham her. Men om kærligheden, om hvad det kræver af mig, det vil jeg gerne dele lidt om. I håbet om at andre, der måske har mistet troen på kærligheden, får den igen.

Mit hjerte blev samlet igen. Det tog tid og kræfter. Det tager tid og kræfter. De sidste tre måneder har været mere selvudviklende, end nogen terapi, jeg har været i. For han tvinger mig til at arbejde med alle mine gamle mønstre, fordi han vil mig. Og jeg vil ham. Både på gode og dårlige dage.

Han får det allerbedste frem i mig. Og sjældne gange det allerværste. Men har får mig frem. Jeg kan ikke gemme mig. Og jeg vil ikke.

Kommunikation, ærlighed, åbenhed, tolerance og tålmodighed (særligt det sidste arbejder jeg stadig på) er nøglerne i vores forhold. Nogle gange nærmest overkommunikation, men hellere det end det modsatte. Særligt når sproget også sætter sine begrænsninger. Fordi sproget ikke kan rumme alt og fordi vi taler på vores begges andetsprog engelsk, da han er født og opvokset i Italien.

I yoga og selvudviklingsverdenen kan man nogle gange ramle ind i en forståelse af, at vi skal blive lykkelige i os selv. Det tror jeg også, man kan. Men samtidig er vi mennesker sociale dyr. Vi har brug for hinanden. Vi udvikler os ikke kun i kraft af os selv. Vi udvikler os i også relationer, om det er til en kæreste, venner, familien, samfundet.

Det overrasker mig, hvor fleksibel en muskel hjertet er. Hvor meget det kan udvide sig, rumme og blive rummet. Hvor meget kan hjertet udvide sig? I takt med universet?

—

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’ eller på Facebook.