Om kærlighed og udvidelse af hjertet

Italien Toscana udsigt baermonster

Jeg vil ikke være bange. Bange for at mit hjerte brister igen. Bange for at dele. Derfor får du i dag nogle ord om kærlighed. Om, hvorfor bloggen har været mere stille de seneste tre måneder.

Min lørdag stod på vielse og bryllupsreception ved skønne mennesker. Bryllupper er til at blive glade i låget over, for hvad er bedre end at fejre kærligheden?

Jeg fejrer også kærlighed i mit eget liv. Ikke med bryllup, dog, men med lykkebobler i maven.

Efter at have været single i noget, der føltes som evigheder, så længe, at jeg ikke brød mig om at skriv det nogen steder, så længe, at jeg til sidst blev bange for, om jeg nogensinde ville møde ham, så dukkede han pludselig op den første onsdag i maj. Og slog mig fuldstændig ud af kurs og ind på kurs.

Han er den største årsag til, at bloggen har stået ret stille de sidste tre måneder. Jeg har haft lyst til at skrive. Om kærlighed, om livet. Alligevel har jeg ikke turdet.

Men jeg vil ikke være bange længere. Bange for at miste, bange for at mit hjerte igen går i så mange stykker, at det tager år at samle det op og sætte det sammen igen. Man kan aldrig vide sig sikker på, om det vil ske igen, men jeg vil ikke være bange på forhånd.

Derfor får du i dag nogle ord om kærlighed. For jeg bobler så meget over, og min måde at arbejde med både ulykkesbobler og lykkebobler på, er at skrive dem ud. Jeg kunne selvfølgelig lade være med at dele. Det har jeg gjort før. Jeg delte ikke, da mit hjerte bristede for fire et halvt år siden. Jeg turde ikke. Jeg var bange for, at det aldrig ville blive samlet igen. Jeg var bange for at udstille mig selv i min svaghed.

Men er det svagt at have oplevet kærligheden og fået et bristet hjerte ud af det? I dag tænker jeg det modsatte. Det betyder, at man har turdet åbne op for lykken, at man har gjort et forsøg.

Nogle ting er private for andres privatlivs skyld. Og han er ikke så vild med sociale medier, som jeg er. Derfor kommer jeg ikke til at dele meget om ham her. Men om kærligheden, om hvad det kræver af mig, det vil jeg gerne dele lidt om. I håbet om at andre, der måske har mistet troen på kærligheden, får den igen.

Mit hjerte blev samlet igen. Det tog tid og kræfter. Det tager tid og kræfter. De sidste tre måneder har været mere selvudviklende, end nogen terapi, jeg har været i. For han tvinger mig til at arbejde med alle mine gamle mønstre, fordi han vil mig. Og jeg vil ham. Både på gode og dårlige dage.

Han får det allerbedste frem i mig. Og sjældne gange det allerværste. Men har får mig frem. Jeg kan ikke gemme mig. Og jeg vil ikke.

Kommunikation, ærlighed, åbenhed, tolerance og tålmodighed (særligt det sidste arbejder jeg stadig på) er nøglerne i vores forhold. Nogle gange nærmest overkommunikation, men hellere det end det modsatte. Særligt når sproget også sætter sine begrænsninger. Fordi sproget ikke kan rumme alt og fordi vi taler på vores begges andetsprog engelsk, da han er født og opvokset i Italien.

I yoga og selvudviklingsverdenen kan man nogle gange ramle ind i en forståelse af, at vi skal blive lykkelige i os selv. Det tror jeg også, man kan. Men samtidig er vi mennesker sociale dyr. Vi har brug for hinanden. Vi udvikler os ikke kun i kraft af os selv. Vi udvikler os i også relationer, om det er til en kæreste, venner, familien, samfundet.

Det overrasker mig, hvor fleksibel en muskel hjertet er. Hvor meget det kan udvide sig, rumme og blive rummet. Hvor meget kan hjertet udvide sig? I takt med universet?

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’ eller på Facebook.

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Siri
    12. august 2017 at 22:20

    Smukt skrevet! Jeg synes, du er modig at dele og vi kan kun bruge flere essays om kærlighed.

    • Besvar
      Marianne Luna
      12. august 2017 at 23:27

      Mange tak <3

  • Besvar
    Hazel
    7. august 2017 at 10:27

    Åh, hvor dejligt at høre, Marianne! Og stort tillykke 🙂 Jeg befinder mig i øjeblikket et sted, der ligner lidt, og synes ikke at der er nogen modsætning mellem at blive lykkelig i sig selv og at blive lykkelig i andre. For netop som du siger, det kræver, at man åbner sig og at man udfordrer sig selv, at man bliver både stærk og blød på én gang – kræver, på sin vis, at man tør tro helt dybt nede, at man er værd at elske. Både så man ikke bliver mistænkelig over at det her mærkelige væsen åbenbart kan elske én, og også så man kan lade ham være sig selv uden at tro, at alt han gør er en afspejling af hans følelser eller mangel på samme for én. Og hvis man først kommer dertil, så er det jo ikke noget, han kan tage med sig, hvis det af den ene eller den anden grund ender med ikke at holde. Så ér man det mere hel. Sådan tænker jeg i hvert fald?

    • Besvar
      Marianne Luna
      7. august 2017 at 17:59

      Tak for din smukke kommentar, Hazel. <3 Det er vigtigt at huske - at vi er værd at elske, også selvom vi måske ikke lige er midt i et kærlighedsorgie lige p.t. Vi er altid værd at elske.

    Skriv en kommentar