Tak! Og om at komme ud af ensomheden

Jeg er stadig lidt kulret over reaktionerne på gårsdagens indlæg, både fra mennesker, jeg kender, og fra mennesker, jeg endnu ikke kender. Jeg ved, at andre her i blogland og andre steder også deler meget personlige oplevelser og tanker, men min privatssfære har holdt mig lidt tilbage. Men hold nu op – I er simpelthen for skønne!

Tak for reaktioner og private beskeder, tak for at dele egne historier om ensomhed, tak for at minde mig om, hvordan jeg også var som teenager. Januar er kold, men mit hjerte er varmt.

Så hjertelige reaktioner får mig til at tænke over, hvor meget det betyder at dele, om det er på en blog, til foredrag eller noget tredje. Hvor meget det betyder at turde åbne op. Det minder mig om, at det personlige er almenmenneskeligt. At mennesker ofte oplever den samme smerte, men ikke tør dele den af bare skam.

TAK fordi du læser med, kommenterer og deler dine egne oplevelser. Lad os blive bedre til at turde tale om det, der er svært. Ikke, fordi vi skal offergøre os selv, men fordi, det kan gøre os stærkere at turde vise os, når vi føler os svage.

Om at komme ud af ensomheden

På grund af de mange reaktioner, også fra mennesker, der desværre stadig oplever ensomheden alt for ofte, skal dagens indlæg handle om, hvordan jeg selv oplevede at komme ud af den.

Det er ikke en guide til at komme ud af ensomheden. For det er ikke lige så nemt som at skifte til LED-pærer eller at blive vegetar. Det er svært. Det er en kamp. Men det er en kamp, der er værd at kæmpe. For du er det værd, uanset om du tror det eller ej.

Jeg skrev lidt om ungdomsskolen i 8. klasse og om efterskolen i 9. klasse i går. Efterskolen og FDF var de to største årsager til, at min ensomhed blev erstattet af gode venskaber i min teenagetid. Begge steder oplevede jeg en rummelighed, hvor der var plads til at være mig. Hvor det var ok at teste om selvrensende hår var en god idé, hvor man kunne danse grimt og klæde sig fjollet ud og grine højt. Og jeg knyttede venskaber, der betød hele verden.

I 6., 7. og 8. klasse gik jeg ikke udenfor en dør uden fuld krigsmaling. På efterskolen lærte jeg, at det var lige meget. At min værdi ikke handlede om mit udseende. Det samme lærte jeg i FDF.

Det hjalp mig at skifte miljø. At finde et sted at være, der kunne rumme mine mange spørgsmål og min akavede sociale intelligens. For da jeg var ensom oplevede jeg ikke de venskaber, der også er med til at slibe kanter af, og derfor var jeg ikke lige så socialt god, som de populære i min klasse var.

Sociale evner kan tage tid at lære, hvis man i mange år har været ensom og derfor ikke har haft stor mulighed for at træne dem. Sociale evner kræver træning, ligesom madlavning, matematik og sport gør. Det kan lyde hårdt, men det er ikke ment sådan, for det betyder også, at der er mulighed for at holde op med at føle sig ensom og socialt akavet. Det er værd at huske for os alle sammen, om vi er ensomme eller er sammen med andre mennesker, der er det.

Vil vi bryde ensomheden, kræver det, at vi ser hinanden. Anerkendelse er også at sige, når noget ikke er ok. Anerkendelse er også at lære hinanden at blive gode mennesker. På en ordentlig og rummelig måde, forstås. Jeg får dagligt slebet kanter i mine relationer, og det er vigtigt, for det sociale er en muskel, der skal trænes ofte, hvis den skal være stærk. For mig er de bedste relationer dem, der tør prikke til mig, sige, når jeg går over stregen – på en kærlig måde, forstås.

Det kræver også, at vi ser hinanden og accepterer. Accepterer, at en person, der er ensom skal have tid og rum til at komme ud af skallen. Accepterer, at vi er forskellige.

At bryde ensomheden kræver mennesker, der tror på os. For mit vedkommende var det alt fra instruktører i FDF til pædagog-Bjarne på mit fritidshjem, der så mig som et menneske trods ensomhed og engelsklærer-Tine i folkeskolen, der tog undervisningen og dermed mit engagement i den alvorligt. Det kan tage tid at finde de mennesker, og som regel ser man dem først rigtigt, når de ikke er i ens liv længere.

Føler du dig ensom?

Der findes tilbud som Ventilen til ensomme unge og Røde Kors har startet Værket, der er en netværksgruppe for ensomme 30-60-årige.

Heldigvis har vi i Foreningsdanmark også utallige klubber og foreninger, vi kan melde os ind i og mødes om en interesse, om det er spejder, madlavning, dans eller keramik. Jeg ved, at det kræver uendeligt mod, hvis man virkelig er ensom. Her på den anden side af skærmen kan jeg ikke gøre det hele. Men jeg kan holde med dig, og heppe på dig, når du får modet til at gøre noget nyt. For du er det værd!

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Kathrine Dam
    6. januar 2017 at 13:15

    Jeg synes du skriver det så smukt, ærligt og jeg kan virkelig se mig selv i alt det du skriver:) jeg synes det er godt at man som ung kan komme og snakke med nogen, men hvad med os der er 30 og op efter, er der slet ikke nogen man kan snakke med når man er i den alder?
    Jeg kan også huske pædagog-Bjarne, han var så sjov og god at snakke med:)

    • Besvar
      Marianne Luna
      6. januar 2017 at 17:08

      Hej Katrine
      Tusind tak for din kommentar. 🙂 Ja, Bjarne var så god og sjov!
      Jeg har undersøgt det mere, og kan se, at Røde Kors har en netværksgruppe for voksne mellem 30 og 60 år: https://www.rodekors.dk/brug-for-hjaelp/vaerket-netvaerk-for-voksne – det tilføjer jeg lige i selve blogindlægget også.
      Det er faktisk på grund af din ærlige kommentar på Facebook, at jeg skrev dette ekstra indlæg, for jeg drømmer om en verden, hvor ingen føler sig ensomme.

    Skriv en kommentar