Noget om sommerferie, mad og musik

Jeg var lige ved at råbe “fuck” i stedet for “tak”, da jeg fik karakteren til min eksamen i dag. Hold da helt op, hvor var jeg lettet over at vide, at jeg nu kan se frem til to måneders sommerferie.

I dag står bloggen på mad og musik – godt nok ikke hverken mad eller musik af den hjemmelavede slags. Tænk, hvis man var så musikalsk. På en god dag kan jeg klappe i takt.

Jeg var på Castenskiold med min mor i dag (der foreslog, at hun skulle betale, da jeg spurgte, om vi skulle tage ud at spise – tak!). Det er en af de lidt dyrere caféer ved Aarhus Å, men de har også nogle lækre ting.

Vi fik fem blandede tapas hver og et glas lækker rosévin. Jeg fik andeconfit med hybenkompot, hellefisk i mangoroulade, stegte kartofler med kryddermayo, kammusling på tomatrelish og hummersuppe. Og selvfølgelig havde jeg ikke taget mit kamera med, men I kan tænke jer til, hvor fint og dejligt det var (eller noget i den retning).

Hummersuppen var simpelthen fabelagtig. Blød, kraftig i smagen og fed på den helt rigtige måde. Det samme gjaldt hellefisken og andeconfiten. Kammuslingen var lidt intetsigende, men kryddermayoen til kartoflerne var den bedste, jeg nogensinde har smagt.

Til gengæld er deres brød ret kedeligt. Jeg har oplevet en del caféer i Aarhus, der er blevet ret gode til at lave noget ordentligt brød, så det var lidt skuffende at komme hen til en rimelig ekstravagant café, og så blive spist af med halvtørt franskbrød og maltbrød, der ikke rigtig smagte af noget. Bortset fra brødet vil jeg dog varmt anbefale Castenskiold. Der er dejlig mad, sød betjening og lækre lokaler. Men prisen er ikke just SU-venlig.

Og så til dagens soundtrack, der består af tre numre, jeg hører usandsynlig meget for tiden.

Lucy Love er gået hen og blevet en af mine fest-favoritter. Hendes musik er simpelthen for laber, hvis man spørger mig.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=xcLQLsQpy4M]

Turboweekend kører på repeat sammen med Lucy Love for tiden. Jeg skal så meget have købt deres album.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=xlvYV4gnsHs]

Reptile & Retard, der spiller på Pavilion Junior på Roskilde i år (hvor ville jeg dog gerne være to steder på én gang, altså!), har jeg først lige opdaget. Men de er virkelig nogle party-starters.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=koB0VzbxF_s]

Nu står den på sommerferiefejring. Hurra!

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar