Nøddepostej

IMG_2733web
Efter sidste eksamen og inden det der uni-liv går officielt i gang igen, var jeg i Marokko med en skøn veninde. Hvis du følger med på instagram, har du sikkert allerede set billeder derfra. Planen er også et indlæg eller to her på bloggen, men jeg har ikke fået ordnet mine billeder helt endnu, så i ventetiden får du en opskrift, jeg stødte på for så længe siden, at jeg endnu ikke havde en blog.

Jeg taler om Månebarnets skønne nøddepostej. Jeg har lavet lidt om i opskriften, hvorfor jeg tillader mig at bringe den redigerede udgave her på bloggen, blandt andet med mindre salt (den var rigelig salt til min smag) og mere krydderi.

Om du er veganer, vegetar eller kødspiser er det en virkelig herlig ret, som både gør sig godt med kartofler og sovs eller oven på rugbrød. Og ja, den er lidt brunlig i det, men sådan er det nu engang med postej. Smagen fejler absolut intet.

Til cirka en rugbrødsforms størrelse (og derfor en ret stor portion) skal du bruge:

  • 450 g knoldselleri
  • 350 g danske champignon
  • 100 g løg
  • 200 g hasselnødder
  • 150 g danske æbler i både
  • 100 g svesker skåret halvt over
  • Et par laurbærblade
  • 1 tsk timian
  • 3 spsk sojasauce (eller tamari, hvis glutenfri)
  • Lidt urtesalt
  • Friskkværnet peber

Skræl knoldsellerien og skær den i tern. Kog med laurbærblade til de er møre – tjek med en urtekniv. Hæld vandet fra og gem det til næste gang du laver suppe (det er synd at smide så meget god smag ud).

Blend hasselnødder, champignon, kogt knoldselleri og løg, eventuelt af flere omgange, afhængig af størrelsen på din foodprocessor. Smag til med sojasauce, timian, urtesalt og peber.

Fordel halvdelen af farsen i et fad. Læg derefter æbler og svesker i og fordel den sidste halvdel af farsen (hvis du ikke kan fordrage æbler og/eller svesker i din postej, kan de sagtens udelades, så skal du bare have et mindre fad).

Bag nøddepostejen ved 200 grader i cirka 45 minutter.

Smager dejligt både kold og varm, og kan sagtens holde sig nogle dage på køl. Jeg har forsøgt at fryse halvdelen skåret i skiver, men da jeg endnu ikke har prøvesmagt det, kan jeg ikke sige med sikkerhed, om det virker. Hvis du har rester, kan det altid gives til en ven eller en værdigt trængende.

Den smager i øvrigt ret så dejligt med hjemmesyltede rødbeder på.

IMG_2439_2web

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar