Morgenmadsmuffins

Pendlerlivet mindst tre gange om ugen kalder på tog-venlig morgenmad. For ærlig talt kan jeg godt lide at sove bare en lille smule længere end til klokken 6.00.

Jeg har tidligere vist nogle sunde bananmuffins på bloggen, der fungerer fremragende som tog-venlig morgenmad. Sidste gang jeg bagte dem, ændrede jeg lidt småting i opskriften, og jeg må sige, at de blev endnu bedre. Derfor skal du selvfølgelig ikke snydes for en opskrift.

Jeg bagte dem, mens græsset stadig var snehvidt og kalenderen sagde februar, derfor det hvide billede øverst. Nu skal der i stedet lyde et stort forårsHURRA herfra! Jeg elsker, at der er erantisser, påskeliljer og fuglekvidder over hele linjen. Og solskin. Og alt muligt andet forårsfornøjeligt.

Til 8-10 muffins skal du bruge:

  • 3 modne bananer
  • 3 æg
  • 2 dl havregryn
  • 1 1/2 dl mandelmel (pulpen fra hjemmelavet mandelmælk eller blendede mandler)
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 1/2 dl mælk efter eget valg (jeg bruger rismælk, havremælk eller mandelmælk)
  • 2 spsk loppefrøskaller
  • Lidt salt
  • 2 tsk kanel
  • 1-2 tsk kokosolie
  • 1-2 spsk kokosmel
  • Evt. 1 tsk birkes

Mos bananerne. Bland bananer og æg. Bland resten af ingredienserne i. Fyld massen ud i 8-10 muffinforme og bag ved 200 grader (ikke varmluft) i 20 minutter. Køl dem af på en rist og nyd i toget, i bussen eller måske bare derhjemme.

De kan sagtens fryses.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar