Postkort fra Myanmar: Minister’s Office

IMG_4569 (1)

Downtown Yangon ligger et matrødt bygningskompleks, omgivet af et højt hegn. I hegnet skyder der træer ud gennem metalstolperne; på den ene og anden side. Noget af taget mangler, der er ikke glas i vinduerne, og der gror græs, planter og træer op ad og rundt om bygningen.

Komplekset er Minister’s Office, tidligere ”Sekretariatet”, som briterne byggede mellem 1889 og 1905. Det var herfra, briterne regerede det, der dengang hed Burma, fra.

I 1947 blev general Aung San og seks af hans kolleger myrdet inde i Minister’s Office. Aung San er ”the Lady” Aung San Suu Kyis far, og han var kendt for at være en af nøglepersonerne i forhandlingerne om Burmas frihed fra Storbritannien, men blev myrdet af rivaler et halvt år inden friheden var en realitet.

I dag er Minister’s Office næsten mennesketom, bortset fra et par intermistiske huse på grunden. Hvem der bor der, ved jeg ikke, for bygningskomplekset har stået tomt og offentligheden har været forment adgang siden 1962.

I 2008 blev Minister’s Office endnu mere ødelagt, end det var i forvejen, da cyklonen Nargis hærgede. 140.000 myanmesere døde på grund af cyklonen.

IMG_3349

Estimeret koster det 100 millioner dollars at renovere Minister’s Office. Der er tale om at lave bygningen til et museum, men hvornår det sker, ved man ikke.

Jeg går forbi Minister’s Office hver dag, for jeg bor lige overfor. Om aftenen er her mørkt, og kærestepar gemmer sig bag biler omkring bygningen for at kysse i fred.

For mig er komplekset midt i Yangon et symbol på mere end bare en natur, der vokser anarkistisk alle steder i Myanmar. Komplekset rummer dele af Myanmars komplicerede historie tilbage til kolonitiden, og samtidig frihedskampen, og hvor general Aung San var med til at grundlægge det militær (Tatmandaw), der senere overtog landet på brutal vis. Samtidig vidner det om, at befolkningen stadig ikke ved alt, og politik ikke er en transparent affære her i landet.

For om Minister’s Office bliver renoveret, og hvorfor offentligheden ikke må komme derind, er uklart.

N.B. Dette indlæg har jeg også postet her, men da jeg synes, det fungerer fint på begge platforme, får du lov at se det på Bærmonster også.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar