Mandelsmør med kanel – lækkerhed med to ingredienser

IMG_3726

Jeg elsker bananpandekager, hvad jer, der også kigger med på Instagram vist ikke er i tvivl om. For mig er det den bedste luksusmorgenmad, uden sukker, gluten og andet halløj smager noget så skønt og kun tager fem minutter at bikse sammen.

Ofte smører jeg lidt peanutbutter mellem bananpandekagerne, hvilket er farligt lækkert. Men peanutbutter er desværre ikke det allerbedste at svælge i hele tiden, selvom jeg godt kunne. Peanuts er mad, som mange har kraftig allergi imod – og som man kan få allergi imod ved voldsomt overforbrug (som så meget andet her i verden). Samtidig kan den store mængde af omega-6 i peanutbutter skabe inflammation og dermed for eksempel forværre hudproblemer som akne. Inflammation er generelt ikke noget, vi ønsker at skabe i kroppen, men det er vist en helt anden og længere historie.

Det korte af det lange er derfor, at jeg prøver at spise mindre peanutbutter. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke stadig kan lide nøddesmør. Mandler er heldigvis bedre end peanuts på mange måder (igen, alting med måde), og mandelsmør er virkelig en gudespise, hvis du spørger mig. Særligt, hvis man tilsætter lidt kanel, som jeg har gjort her.

Udover at kanel smager dejligt og giver lidt sødme, så er det med til at stabilisere blodsukkeret. Jeg vil selvfølgelig anbefale at bruge ægte kanel.

Eneste triste ting ved denne opskrift er, at mandler og nødder er uforskammet dyre i Danmark. Selv i min yndlings helsebiks, der sælger et kg økologiske mandler til normalvist 160 kroner, har sat prisen op. Dermed er hjemmelavet mandelsmør – ligesom det købte – ikke det billigste i verden.

Jeg har skrevet om mandelsmør før her, men har fundet ud af, at det heldigvis bare kræver lidt ekstra tålmodighed og en god foodprocesser (hvilket har været en genial investering), før det bliver til smør – helt uden at tilsætte olie.

Og så til en opskrift:

Du skal bruge:

  • En god, stærk foodprocesser
  • Tålmodighed
  • En ovn
  • 300 g mandler
  • 3 tsk kanel – evt. mere eller mindre
  • Evt. et nip havsalt eller himalayasalt (jeg kan godt lide den usaltet, men salt er også en smagsforstærker)

Start med at sprede mandlerne ud på en bageplade med bagepapir under. Bag dem i en 100 grader varm ovn i en halv times tid. De skal ikke være brændte. Opvarmningen af mandlerne gør det meget nemmere at blende olierne ud, således du får mandelsmør til sidst.

Blend mandlerne i en god foodprocessor. Giv den gerne en pause engang imellem og skrab kanterne ned med en dejskraber. Det tager nok et kvarters tid, måske mere. Men pludselig begynder mandlerne at udskille olie, og ender til sidst som en lækker, tyktflydende masse.

Smag til med kanel og eventuel salt og blend en sidste gang. Fyld på et rengjort glas med låg og opbevar glasset ved stuetemperatur.

Mandelsmør smager skønt på pandekager, på boller, rugbrød eller som en lækker snack på æble eller pære skåret i skiver.

 

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Cashewsmør med vanilje | Bærmonster
    21. februar 2016 at 8:02

    […] lille projekt “udskift peanutbutter med noget andet” går fremragende. Ikke fordi jeg på nogen måde er holdt op med at spise nøddesmør, men fordi […]

  • Skriv en kommentar