Man kan vel også bage vaniljekranse i januar

Jeg kom til at holde juleferie. Det var virkelig rart og tiltrængt. Men det betød også, at jeg glemte at blogge om store-jule-bage-kage-dag, som jeg havde søndagen før jul. Jeg bagte så meget, at jeg havde helt ondt i vanillekransarmen hele mandag. Både vaniljekranse, pebernødder, romkugler og to slags konfekt blev det til.

Vaniljekranse i rigelige mængder. 200 stk. blev det til, da jeg lavede dobbelt opskrift.

Vaniljekranse – opskrift til 100 stk.

  • 250 g mel
  • 200 g smør
  • 1 æggeblomme
  • 150 g sukker
  • 75 g mandler
  • Korn af mindst 1/2 stang vanilje (jeg brugte 3 stænger til dobbelt opskrift, men de var også lidt gamle)

Hak mandlerne fint. Jeg beholder hinden på, for jeg synes det er fint med lidt farvespil i kransene. Smuldr smørret i melet, og bland de tørre ingredienser i. Saml det hele til sidst med æggeblommen.

Ovenfor kan man se det virkeligt smukke voksdug, der sørgede for ikke at ødelægge køkkenbordet, da jeg skulle sætte kødhakkeren fast. Du behøver ikke at bruge en kødhakker, hvis du ikke har en. Jeg kan bare godt lide de takkede kanter, vaniljekransene får og er så heldig at have en mormor, jeg kan låne en rigtig fin, gammel sag af.

Bag vaniljekransene ved 175 grader til de er færdige – undskyld, men småkager skal kigges til, og de skal ikke have så længe.

Pebernødderne har jeg smidt en opskrift ind på her, men sådan ser de ud:

I min familie kalder vi det, de fleste vist vil kalde romkugler, for trøffelkugler. Ja, det er der ikke meget logik i.

Men sådan ser de ud. Jeg justerede noget på opskriften, da min mor (jeg lånte mine forældres køkken til at bage i) var løbet tør for kokosmel.

Trøffelkugler

  • 250 g kokosmel – havregryn kan også bruges, men kokosmel er klart at foretrække – så bliver de lækre, bløde og syndige (men fordi jeg var løbet tør, kom der 100 g kokosmel og 150 g havregryn i)
  • 200 g sukker – gerne økologisk rørsukker
  • 1 dl fløde
  • 50 g smør
  • 50 g kakao
  • 1-2 spsk rom (smag til)
  • 1-2 spsk meget stærk kaffe (smag til)

Bland hele molevitten og rul det til kugler. I år havde mine forældre kun Bacardi-rom, men jeg har prøvet at lave dem med Stroh-rom 60 %, og det kan anbefales.

Det sidste jeg lavede var konfekt. Jeg er fuldstændig forgabt i chokoladetrøffel, og derfor står det endnu engang på espressotrøfler og appelsintrøfler.

Opskriften er en lettere redigeret udgave fra Odense chokolade.

Trøfler

  • 200 g chokolade – til appelsintrøflerne brugte jeg en lidt lys, og til espressotrøflerne en lidt mørkere
  • 3/4 dl piskefløde
  • 1-2 spsk. espresso eller meget stærk kaffe. Til appelsintrøflerne: skal af 2 appelsiner og saft fra 1
  • 250 g marcipan
  • 150 g chokolade til overtræk

Smelt chokoladen i vandbad og tilsæt piskefløde. Herefter espresso eller appelsinskal og -saft. Rør meget godt undervejs. Put det i køleskabet med film tæt over, så der ikke kommer kondens ind.

Rul marcipanen tyndt ud imellem to stykker bagepapir til en stor firkant. Fordel trøffelmassen i et jævnt lag på halvdelen af marcipanen og læg den anden halvdel over. Sæt konfekten koldt, og skær den derefter i små firkanter. Overtrækkes med chokolade. Jeg plejer at pensle chokoladen på, for så bliver det ikke alt for tæt, og samtidig smelter chokoladetrøflen ikke. Pynt med hhv. en kaffebønne eller appelsinskal.

Så blev det også jul i år. Glædelig bag-jul til jer alle!

Relateret indhold

5 kommentarer

  • Besvar
    Små ting #24 - Små ting og hverdagslykke i december
    10. januar 2017 at 21:16

    […] stod også på den årlige småkagebagning. I år tilføjede jeg brunkager til de pebernødder og vaniljekranse, jeg bager hvert år. Opskrift følger til jul – sådan kan det gå, når man bager så sent, […]

  • Besvar
    Noget om noget | Bærmonster
    19. februar 2016 at 14:21

    […] brætspil, kys, dejlige mennesker og småkagebagning. Der er ingen tvivl om, at jeg både skal lave vanillekranse og pebernødder igen i år. Jeg har allerede spurgt min skønne mormor, om jeg må låne hendes […]

  • Besvar
    Lidt om jul, selvom det stadig er november | Bærmonster
    25. november 2013 at 21:11

    […] den søde ende kunne det være: Klassisk konfekt, espressotrøfler med marcipan, bounty, raw food trøfler, trøffelkugler (romkugler), pebernødder og […]

  • Besvar
    Noget om julesmåkager og ikke mindst konfekt | Bærmonster
    19. december 2012 at 18:41

    […] Opskriften på pebernødderne kan du finde her og opskriften på vanillekransene med rigelig vanille, trøffelkugler (som jeg ikke har noget billede af her) og espressotrøffel finder du her. […]

  • Besvar
    Noget om noget | Bærmonster
    20. november 2012 at 20:53

    […] brætspil, kys, dejlige mennesker og småkagebagning. Der er ingen tvivl om, at jeg både skal lave vanillekranse og pebernødder igen i år. Jeg har allerede spurgt min skønne mormor, om jeg må låne hendes […]

  • Skriv en kommentar