Lidt mere om Balkan, pt. 6

Fra Makedonien gik turen til Albanien igen. Naive som vi var, troede vi sagtens vi kunne klare det, der på et kort kun var et lille stykke vej fra Ohrid i Makedonien til den bette landsby Vuno ved den sydalbanske kyst. Vi tog fejl. Det tog to dage.

Efter at have taget en bus fra Ohrid til grænsen, gået over grænsen og både set naturen og svedt en masse, taget en taxi fra grænsen i Albanien til nærmeste by og taget en bus fra nærmeste by til byen Korca, så kunne vi ikke komme længere den dag. Fandt vi ud af efter et par timer og mange forespørgsler til velmenende albanere, der alle viste seks fingre og lavede en cirkel med deres finger, når vi spurgte, hvordan vi kunne komme videre.

Ergo: næste bus gik først dagen efter. Heldigvis blev vi reddet af to flinke fyre, der sad så højt oppe i det albanske hierarki, at de da lige havde nogle venner, som ejede et trestjernet hotel. Der fik vi lov at overnatte, vist noget billigere end normalt.

Og så gik turen til Vuno, dog først med en bus til Saranda fra Korca klokken seks om morgenen. De albanske busser kører til tiden, men de kører ikke så tit. For det meste kører de egentlig bare om morgenen. Det betød, at vi rendte forvildede rundt i Saranda – bogstavelig talt, da vi var faret vild – da vi efter mange svedige timer i byen endelig kunne tage en aftenbus til Vuno.

Og så ankom vi. Sent om aftenen. Næste morgen mødte denne udsigt os:

Der er vand nedenfor træerne, selvom det i det rimeligt voldsomme sollys er svært at se. Ja, vand. Det var i øvrigt rigtig skønt at bade i.

Landsbyen bestod af et par huse, to butikker/restauranter og en skole, som var lukket og skulle sælges, der blev omdannet til hostel om sommeren. Et ganske primitivt, men ikke
desto mindre virkelig hyggeligt hostel med de sjoveste backpackere. Eneste minus var, at der var væggelus. Funny shit at komme af med dem igen, skulle jeg hilse at sige.

Anyway, en af butikkerne/restauranterne – den kunne begge dele – solgte friske grøntsager, æg og dejligt brød, som vi fik til frokost et par dage i træk.

Det var skønt. Og med fin udsigt, og geder, æsler og får, der vandrer forbi, så får man det ikke meget mere knaldautentisk og ude på landet.

Vi tog et hurtigt smut på stranden en af dagene. Eller, det hurtige smut blev en ret lang off-road tur, der ikke desto mindre var utroligt smukt.

Og hvor jeg i øvrigt fik den bedste figen i hele mit liv. Dagen efter tog vi på figenjagt i håbet om at finde flere.

Det gjorde vi desværre ikke, til gengæld fik vi udforsket olivenlunden i hostellets baghave lidt mere. Selvom man siger, at landet er fuld af fred og ro, så var der næsten mere stille i Tirana med alle de cikader, der tonsede rundt i træerne.

Vi fik også udforsket et par tomme bygninger i landsbyen.

Og kigget på æsler, der spiste skrald.

Hvis hostellet stadig eksisterer om et par år, smutter jeg helt sikkert derned igen på trods af væggelus og cikader.

Efter tre dage i Vuno, som jeg sagtens kunne have forlænget, tog vi til Tirana igen, fordi vi havde et fly tilbage til Danmark to dage efter.

Vi nåede lige en kage mere på den skønne, franske cafe i Blloku.

Vi fik set lidt mere albansk street-art.

Og vi fik kigget på skakspillende mænd i parken.

Inden vi tog et fly midt om natten til Danmark igen.

Balkan, vi ses igen. Næste gang skal Sarajevo helt sikkert også udforskes.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar