Laks en papilotte og risotto milanese

IMG_1544web

Bedst som man kunne gå hen og tro, at Bærmonster var gået sukkerfri, mælkefri og blevet veganer, kommer her en opskrift på fisk.

Jeg er ikke veganer (sådan helt), men jeg er stadig fuldstændig tosset med vegetarisk og vegansk mad. Både fordi grøntsager er dejlige, men også fordi jeg har det bedst, når jeg ikke spiser kød i rå mængder (det har miljøet og dyrene også, men det er en anden snak). Engang imellem får jeg lyst til fisk, men så skal det også være ordentlig, frisk fisk. Det er i øvrigt svært at få fat på i supermarkederne, så jeg køber det helst hos fiskehandleren.

Hvordan kan det være, at vi i et land, der vælter rundt i kyster, har så dårlig adgang til det, kysterne og havet byder på? Er det fordi vi ikke efterspørger det, eller er vi holdt op med at efterspørge det, fordi kvaliteten er for dårlig og fisken for dyr?

Jeg lader lige spørgsmålene stå lidt.

Og så til en opskrift.

Laksen blev serveret med en risotto milanese, altså en klassisk risotto med safran, samt en simpel salat med fennikel og peberfrugt. På grund af godt selskab fik jeg aldrig taget et billede af den ellers fine, gule risotto, men opskriften skal du ikke snydes for.

Til laksen skal du bruge:

  • Et stykke laks pr. person, jeg beregnede 125 g pr. mand
  • Et par skiver øko-citron pr. stykke laks
  • Evt. lidt dildkviste eller fennikelskærm (eller -frø)
  • Salt, peber
  • Bagepapir

Du placerer hvert stykke laks på et stort, firkantet stykke bagepapir. Riv lidt af citronskallen ud over laksen, drys med salt og peber, put evt. dild eller fennikel over og placer til sidst citronskiverne på toppen. Fold så bagepapiret over, så laksen er pakket helt ind. Rul derefter kanterne af bagepapiret rundt, så det bliver en fin, lukket pakke. Samvirke viser det på en rigtig fin måde lige her.

Bages i ovnen i 10-12 minutter ved 225 grader.

Mange andre typer fisk kan tilberedes på samme måde. Hvis fisken ikke er så fed som laks, så skal den bare have lidt olie eller smør. Det er en super lækker og nem måde at få en veltilberedt fisk, der ikke er tør og samtidig slipper du for, at hele hytten lugter af stegt fisk.

Risotto Milanese-opskriften har jeg fundet hos Spise med Price, men har ganget den ned, så der her er til 3 personer.

Du skal bruge:

  • 260 g risottoris
  • 60 g smør
  • 75 g skalotteløg
  • 1 lille glas hvidvin
  • Ca. 1 l grøntsagsbouillon
  • Safran – ca. 10 tråde
  • Salt og peber
  • Ca 50 g parmesanost eller lidt mere (en god håndfuld friskrevet)

Steg løg i det meste af smørret i en gryde. Tilsæt risene og rist dem et par minutter. Tilsæt hvidvinen og lad den fordampe. Tilsæt løbende grøntsagsbouillon og tilsæt safranen. Rør i gryden stort set hele tiden, ellers brænder det på. Efter 17-18 minutter er risottoen klar, så tilsæt det sidste smør, smag til med salt og peber og tilsæt den friskrevne parmesanost.

Hvis du står med en slat risotto i overskud, smager den i øvrigt ganske fint kold dagen efter. Bare et lille tip herfra, hvis du ikke gider smide safran (og ris) ud.

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Jacob Larsen
    11. september 2014 at 8:33

    Angående danskernes manglende spise af fisk, så har jeg også tit tænkt over dette. Jeg forstår det ikke, men jeg tror at det bl.a. kan skyldes:
    – Fiskehandlernes sindsyge priser
    – Supermarkedernes ringe kvalitet
    Men priserne og kvalitet i Danmark er jo, til en hvis grænse styret af udbud og efterspørgsel, så det kan man håbe kan ændre sig 🙂

    En anden årsag kan være:
    – Hvis man ikke er god til at lave mad, er fisk desværre nem at få tilberedt kedeligt og tørt. Der er hakket svinekød lidt mere taknemmeligt.

    • Besvar
      lunabaermonster
      11. september 2014 at 10:14

      Hej Jacob
      Tak for din kommentar. Jeg tror, du har ret. Fisk koster i hvert fald en del mere end kød, og kvaliteten i supermarkederne er desværre – ligesom udbuddet – elendigt. Det er bare SÅ ærgerligt, når vi bor i et land med en kæmpe kystlinje.

    Skriv en kommentar