Godt nytår og opskrift på en nem, vegansk kransekage

2016 har været et hårdt år for verden. Krig, flygtninge, døde kulturikoner. Et klima, vi ødelægger mere og mere.

Men 2016 har også været et godt år. Et år, hvor mennesker har vist, at vi kan hjælpe i flok. Lad os få meget mere af det i 2017, for mennesker har brug for mennesker.

Og fra de store tanker til de mindre. Jeg kunne åbenbart ikke helt holde mig væk fra bloggen mellem jul og nytår, for en kransekageopskrift, det må du få!

Min nytårsaften bliver stille og rolig i år. Jeg er mere til flere dages hygge i godt selskab end en stor fest nytårsaften. Ikke, at jeg har noget imod store fester, men jeg synes ofte, jeg har oplevet lidt for mange forventninger til netop nytårsaften. Fester er for mig bedre, når de er lidt rodede og halvspontante. Ofte, i hvert fald.

Fra i morgen og til søndag skal jeg hygge mig med to gode højskolevenner. Menuen nytårsaften står på noget mellemøstligt tapas/meze af en art med masser af gode dips, brød, oliven, salat, falafel og andet godt. Jeg lurer lidt på at bage en tung chokoladebrownie til desserten, som jeg vil servere sammen med en kugle god vaniljeis og lidt bær.

Kransekagen har jeg netop bagt. I år har jeg dog nedskaleret den, for tre mennesker spiser ikke uendelige mængder. Jeg har forsøgt mig med en vegansk version i år, hvor jeg ikke blander marcipanen med hverken æggehvide eller flormelis, men bare har formet marcipanen, puttet en mandel i og bagt det.

Årsagen til det veganske forsøg var ganske enkelt en blanding af lettere dovenskab og en stop-spild-af-mad-tanke, for skulle jeg dele æg, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge blommerne til, og jeg køber ikke pasteuriserede æggehvider, fordi de ikke kan fås økologisk og er lidt for meget spild af plast.

Men dovenskaben – eller nemheden – længe leve. For faktisk må jeg sige, at jeg bedre kan lide resultatet her. Ifølge mine smagsløg er den lidt mindre søde udgave som her mere lækker.

Nogle af stykkerne har jeg blandet med lidt lakridspulver og formet som hjerter, andre med lidt kakao (det er de brune med en mandel i).

Opskrift på nem, vegansk kransekage

Ingredienser:

  • En god marcipan i den mængde, du lyster (jeg brugte 300 g fra Odense Marcipan) Næste år vil jeg teste med en hjemmelavet udgave
  • Evt. lidt smuttede mandler eller andet til pynt
  • Evt. lidt kakao, lakridspulver eller andet godt til at blande i marcipanen. Lakrids og citronskal er også en god kombination, ligesom appelsinskal smager dejligt.
  • Lidt god, mørk chokolade til at dyppe bundene i (jeg brugte 50 g, hvilket egentlig var for meget)

Del marcipanen i flere stykker, hvis du vil have forskellig smag i. Rul lakridspulver, kakao, appelsinskal eller hvad du lyster i noget af marcipanen – ikke det hele i samme stykke, forstås. 😉 Smag til undervejs – det er en vigtig del.

Vil du hellere forme kransekagerne som et tårn, kan du finde en vejledning her.

Stil kransekagestykkerne på to bageplader (ellers brænder de på i bunden) med bagepapir på, for at undgå de brænder på i bunden. Bag dem ved 230-250 grader i 5-7 minutter. Hold øje med dem, for de brænder hurtigt på.

Lad kransekagerne afkøle på pladen. Temperer noget chokolade (det nemmeste er at gøre det i mikroovnen, hvis du har sådan en), og pensl det på bundene. Har du chokoladerester, kan de altid bruges til rocky road, til at fordele ud over nogle mandler eller andet godt.

Godt nytår til dig og dine. Må 2017 blive vores alle sammens år!

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar