Knoglens hul

IMG_0054web“Knoglens hul” lyder så brutalt, men det er såmænd bare det, osso buco betyder.

Normalt vælter min blog ikke over med kødretter, men langtidssimrede kødretter med godt kød, det kan jeg alligevel ikke stå for engang imellem. For eksempel, når man gemmer sig i et sommerhus med brændeovn oppe nordpå.

Opskriften er inspireret af Brødrene Prices, men som med så meget andet, så har jeg ændret lidt hist og pist. Jeg tillader mig at bringe den, fordi osso buco er så meget en vandreopskrift, at det er svært ikke at blive kraftigt inspireret af andre.

Til 4 personer skal du bruge:

  • 4 kalveskanke (de vejede 1 kg i alt, så det var rigeligt med en til hver) med knogle og marv
  • Mel, salt og peber
  • Smør og olivenolie (eller bare olivenolie)
  • 2 store løg
  • 5 fed hvidløg
  • 4 gulerødder
  • 1/2 selleri
  • 4 stængler bladselleri
  • 140 g tomatpure (1 dåse)
  • 1 dåse cherrytomater eller 1 dåse hakkede eller flåede tomater
  • 1/2 flaske tør hvidvin
  • Frisk timian
  • 3 laurbærblade
  • 3 dl kalvefond (gerne hjemmelavet, men eftersom man ikke kan alt i et sommerhus, så købte vi en god en i stedet)
  • Salt og peber

Klip kalveskankene et par steder i kanten, så slipper du for, at de “krøller op”, når du steger dem. Vend dem i en blanding af mel, salt og peber og brun dem i en blanding af smør og olivenolie. Det skal nok gøres ad flere omgange, da stykkerne fylder en del.

Læg kalveskankene til side, når de alle er brunede på alle sider. Hak løg og hvidløg og klar det i gryden. Tilsæt gulerødder, selleri og bladselleri, der alle er hakket i den størrelse, du nu bedst kan lide (de skal selvfølgelig ikke være kæmpestore). Grøntsagerne sauteres igennem. Tilsæt tomatpureen og lad den få lidt varme, før du tilsætter hvidvin og cherrytomater fra dåse.

Fordel kalveskankene i gryden lagvist med grøntsager mellem. Hæld bouillon på til kødet er dækket.

Læg låg på og skru ned for blusset. Retten skal simre mindst 2 1/2 time til kødet er smørmørt. Vores stod omkring fire time og hyggede sig. Husk at røre rundt undervejs, så intet brænder fast, men vær forsigtig, så kødet ikke går i stykker.

Mens retten hygger sig, kan du gøre lige så. Nyd vejret, selskabet, en bog, en film eller noget helt andet.

Oven på osso buco drysses traditionelt gremolata, og selvom alting ikke skal være traditionelt, vil jeg klart anbefale det. Det er super lækkert og giver retten et friskt pift.

Til gremolata skal du bruge

  • Persille, 1/2 bakke afplukket (det er bedre end den fra potte)
  • 3-4 fed hvidløg
  • Skal af 1 økologisk citron
  • Evt. saft fra 1/2 økologisk citron

Ved siden af osso buco’en fik vi en hjemmebagt bolle og spidskålssalat med spidskål, peberfrugt, persille og sennepsvinaigrette. Den kan også serveres med risotto milanese, ris, rodfrugtmos eller hvad du ellers lyster.

IMG_0056web

Det smagte i øvrigt fantastisk. Kødet var så mørt, så mørt. Da vi kun var to til at spise det, kom resten på køl til dagen efter. Næste dag havde sovsen sat sig endnu mere og retten var mindst lige så god. Nogle gange er det bedste at have tid til gode simreretter.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:40

    […] januar skrev jeg om at spise dyr. Lavede osso buco, bounty og dahl. I februar var jeg i Dubai og senere […]

  • Skriv en kommentar